Indlæser Begivenheder
  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Srila Bhaktinoda Thakurs bortgangsdag / Disappearance of Srila Bhaktivinod Thakur

Program:
17.00 – Kirtan
18.00 – Foredrag / Lecture
19.00 – Kirtan
19.30 – Prasadam

Beskrivelse:
Srila Saccidananda Bhaktivinoda Thakura fødtes i 1838 i en velhavende familie i Nadia-distriktet i Vestbengalen. Ingen anden hengiven har betydet så meget for genopvækkelsen af Caitanya Mahaprabhus rene lære, der i midten af 1800-tallet levede en hensygnende tilværelse, men ved Bhaktivinodas utrættelige indsats blev genetableret til sin forne storhed og anerkendelse. Bhaktivinoda Thakura genopdagede og retablerede den rene bhakti, som Caitanya prædikede, og lagde grundlaget for, at Gaudiya-vaisnavismen kunne sprede sig ud over hele verden.

Det mest slående ved Bhaktivinoda Thakura er måske hans ’dobbeltliv’. Bhaktivinoda Thakura levede midt i verden med utallige pligter og forviklinger, men var samtidigt i stand til at være fuldt fordybet i direkte hengiven tjeneste til Krishna i de fleste af døgnets timer. Han var det britiske styres mest betroede ikke-englænder og bestred i lange periode den højeste post i tidens retssystem. Han fik blandt tidens magthavere en uset indflydelse og anseelse, der flittigt blev brugt til at vinde anerkendelse for  Caitanya Mahaprabhu i selv de højeste kredse. Han opfostrede samtidigt en stor familie med ti børn, alle rene hengivne, hvoraf en af hans sønner var Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura.

Udover hans ’verdslige’ pligter i dagtimerne var hans nætter opslugte af Krishna. Efter kun et par timers hvile skrev han bøger, digte og sange og reciterede Krishnas navne til den lyse morgen. I løbet af sit liv skrev han over 100 bøger og utallige sange, der sammen med Narottama Dasa Thakuras sange i dag er de mest populære blandt Gaudiya-vaisnavaer.

Han var tilligemed den dynamiske leder og inspirator af en omfattende vaisnava-mission, der på et tidspunkt må have talt op til 50.000 aktivt prædikende hengivne, som Bhaktivinoda Thakura organiserede i et genialt nama-hatta-net over hele Bengalen. Så godt organiseret var hans nama-hatta, at selv når han ikke personligt overså dets aktiviteter, voksede det støt og stærkt. Hans egne beskrivelser giver en antydning af, hvor ekstatisk livet var blandt de hengivne i deres kirtanaer og deres prædiken.

Bhaktivinoda Thakura genopdagede Sri Caitanyas fødested i Mayapur og alle de steder, der er forbundet med Ham. Han stod også for opførelsen af Yoga-pitha-templet på Caitanyas fødested.

Bhaktivinoda Thakura var inspiratoren og igangsætteren af den ånd, der spredte Krishna-bevidsthed ud over hele verden, først igennem hans søn Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati og senere Srila Prabhupada. At se vaisnavaer fra hele verden samles og på tværs af alle nationaliteter synge „Jay Sacinandana, Jay Sacinandana,“ var Bhaktivinoda Thakuras drøm. Da han gik bort den 23. juni 1914, havde ingen enkelthengiven haft  så stor betydning for Krishna-bevidsthed i verden siden de seks Goswamier fra Vrindavana og Caitanya Mahaprabhu Selv.