STØT DET NYE KØKKEN

Templet i København er i gang med at renovere sit køkken og beder om hjælp fra alle.

For ethvert Hare Krishna-tempel er køkkenet et vigtigt omdrejningspunkt. Her laves der vegetarisk mad, der bliver ofret til Krishna og bagefter serveret som prasadam, Krishnas nåde, til både hengivne og gæster i stor stil. I København laves der hver uge prasadam til mindst 150 mennesker, ved store festivaler er det mange flere, somme tider kokkeres der i store mængder til arrangementer andre steder, og skoleklasserne, der kommer på besøg, bliver også trakteret med dejlig prasadam. For mange er det højdepunktet på deres Krishna-bevidste oplevelse.

 Den megen aktivitet har sat sit mærke på templets køkken, der trænger stærkt til en omfattende renovering. Der er brug for et nyt gulv med nye afløbs-, el- og gasinstallationer inklusive et nyt ventilationssystem. Når vi er i gang, giver det mening samtidig at ombygge køkkenet, så det bliver mere praktisk indrettet. Noget af det nuværende udstyr kan genanvendes, men der vil også skulle anskaffes nye køleskabe, vaske, borde, professionelle køkkenmaskiner, hylder og skabe mm.

Det tilhørende forrådsrum skal også bygges om, ligesom det vil være praktisk at give det tilstødende badeværelse en omgang. Alt i alt er det den største enkeltrenovering, siden templet blev indrettet for 15 år siden.

Arbejdet skal efter planen starte i begyndelsen af maj 2017 og kan komme til at strække sig over et par måneder. En del af tiden vil køkkenet være helt lukket ned. Derfor skal der også budgetteres med et midlertidigt udendørs køkken, så templet ikke behøver at være lukket i renoveringsperioden.

Der budgetteres med følgende:

  • nyt køkkengulv: 70.000 kr.
  • afløbsinstallationer: 25.000 kr.
  • gasinstallation: 5.000 kr.
  • elinstallationer: 15.000 kr.
  • ventilation: 10.000 kr.
  • gasudstyr (dyser til komfurer mm.): 5.000 kr.
  • køleskabe: 10.000 kr.
  • nye maskiner: 20.000 kr.
  • vaske og borde: 5.000 kr.
  • hylder og skabe + renovering af forrådsrum: 10.000 kr.
  • renovering og udvidelse af badeværelse: 20.000 kr.
  • midlertidigt udendørs køkken: 5.000 kr.

Total: 200.000 kr.

På nuværende tidspunkt har templet modtaget omkring 100.000 kr. Et stort tak til alle jer, der indtil nu har bidraget så flot. Med alles hjælp er det derfor helt realistisk at nå de 200.000 kr., når flere af jer, der endnu ikke har bidraget, også gør det. Alle beløb, store såvel som små, gør en forskel.

Husk, hvor vigtigt et projekt det er for os alle at kunne fortsætte med at lave og tilbyde Krishnas prasadam til alle i mange år og generationer fremover. Måske er der tale om Københavns og Danmarks mest omfattende gratis maduddeling, og så er det ikke kun mad, men prasadam! Enhver, der bidrager, er med til at hjælpe så mange andre fremad i deres åndelige liv.

Husk også, at bidrag til køkkenrenoveringen såvel som alle andre bidrag til Hare Krishna i Danmark kan fratrækkes på selvangivelsen. Man skal blot oplyse sit CPR-nummer.

Alle beløb kan sættes ind på templets konto (reg. 2128, konto 6881 118 945), overføres via Mobilepay (5383 1108), overdrages til templets hengivne eller lægges i templets donationsboks. Husk at mærke beløbet ”Køkkenstøtte”.

På forhånd tak! Hare Krishna.

 Lalitanatha Dasa