Er der flere dimensioner, end de tre vi kender? ENGELSK

Er der flere dimensioner, end de tre vi kender? ENGELSK

Vi er vokset op med en 3-dimensionel opfattelse af universet. Men den vediske beskrivelse af universet indebærer flere end 3 dimensioner. Det, der fx. giver mening i 3 dimensioner, giver ikke nødvendigvis mening i flere dimensioner. Hvis vi levede i en 2-dimensionel verden (en verden uden højde) – en flad verden, ville vi fx. ikke kunne se, hvis en flue landede i den verden. Et 2-dimensionelt væsen vil bare opfatte fluen som 6 prikker (der hvor fluen berører den 2-dimensionelle verden), der bevæger sig tilfældigt rundt og nogle gange forsvinder og nogle gange kommer til syne.

Man kan næsten forestille sig de 2-dimensionelle videnskabsmænd flå sig i håret og forsøge at finde hoved og hale i fænomenet – at forstå hvad der forårsagede det, at kortlægge og forudsige de 6 prikkers bevægelser, men de ville være chanceløse. De ville muligvis kunne ræsonnere sig frem til hvordan en flues ben bevæger i forhold til hinanden, men eftersom de er betinget af deres 2 dimensionelle logik, vil de være fuldstændigt afskåret fra at opfatte fluen som den virkelig ser ud – i 3 dimensioner. De ville simpelthen ikke have den nødvendige reference ramme. Deres 2-dimensionelle programmering tillader det ikke. De vil være fastlåste i deres 2-dimensionelle paradigme.

På nøjagtig samme måde er vi betinget af vores 3-dimensionelle opfattelse, der afholder os fra at forstå hvordan tingene forholder sig udover de 3 dimensioner, vi kan opfatte. Når ateister forestiller sig, at naturvidenskaben gennem den empiriske metode kan give os svar på, hvordan virkeligheden forholder sig, er de i nøjagtig samme båd som de 2-dimensionelle videnskabsmænd, der forsøger at forstå de 6 prikker, der i virkeligheden er en flue. Hvis der på en eller anden måde kom en meddelelse kom fra den 3-dimensionelle verden – at de 6 prikker i virkeligheden er et bevinget væsen, der flyver summende rundt, ville de sikkert affærdige det som rent nonsens og myter, nøjagtigt som moderne ateister affærdiger de vediske beskrivelser.

Og med hvilken begrundelse?.. ‘Vi kan ikke se det, vi kan ikke måle det.’ Goddav do. Naturvidenskabsmænd kan ikke se og måle 99 procent af den virkelighed, vi befinder os i. De kan ikke se og måle hvordan en ko forvandler græs til mælk. De kan ikke se og måle bevidsthed, tanker, lykke eller lidelse, vilje og følelser. De kan ikke se og måle de mest grundliggende aspekter af virkeligheden, og alligevel vover de at fastholde, at den empiriske metode er den eneste gyldige og bedste måde til at forstå virkeligheden.

For at bryde med dette indskrænkende paradigme og forstå situationen i en fler-dimensionel virkelighed, er vi nødt til i det mindste teoretisk at bryde med vor 3-dimensionelle opfattelse og begynde at tænke i nye baner. Dette er så godt som umuligt, eftersom vi som sagt er betingede af vores 3-dimensionelle sind, hvilket tvinger os til at tænke i et sæt af givne baner. Især det moderne menneske er så betinget af sin opvækst og kultur, at det praktisk taget er umuligt for ham at bevæge sig ud over sin programmering. Vort sind (intelligens, vilje, tanker og følelser) er faktisk ikke 3 dimensionelt, det har kapacitet til at fungere i alle dimensioner, men vi ved ikke dette, eftersom vi ikke har lært det, og eftersom vi mangler den nødvendige information og de udviddede reference rammer og endelig fordi vi er ofre for massiv ateistisk propaganda, der gennem hele vores opvækst har bildt os ind, at den nuværende forbruger kultur er kulminationen af al menneskelig viden og fremgang.

Det er her Vedaerne kommer ind. I Vedaerne findes denne udviddede information tilgængelig, men vores vestlige fordomsfulde programmering tillader os ikke at drage fordel deraf. Jeg er ingenlunde ekspert i vedisk astronomi og kosmologi, men jeg ved nok til at give en principiel redegørelse, så her er en lille introduktion for lægmænd. Måske kan det klargøre hvordan afstand og tid fungerer forskelligt i forskellige dimensioner.

Den kosmologiske model i kommer til at høre her, er den model, der beskrives i Srimad Bhagavatams 5. canto. Det er en model af univeset som det ser ud set fra halvgudernes synsvinkel, og derfor vil det givetvis ikke passe ind i den måde, vi ser tingene fra vores begrænsede 3-dimensionelle synsvinkel. Den eneste måde, man kan bryde med sine indgroede fordomme og modtage viden om det, vore sanser ikke har adgang til, er ved at høre om det fra en højere kilde. Derfor er høresansen, dvs. den viden der modtages gennem ørene, den mest vigtige. Hvis jeg aldrig har været i Kina, kan jeg spekulere over, hvordan der er i Kina, men jeg kan ikke vide det, før jeg hører om det fra en, der har været i Kina… eller jeg selv tager til Kina.

På sanskrit kaldes universet for anda, et æg, dvs. et begrænset elliptisk rum. Inde i dette rum er der 14 planetsystemer eller planer. De kaldes på sanskrit for loka, dvs. lokalitet. Disse 14 loka’er, som jeg har tilladt mig at kalde dimensioner, befinder sig som en stak skiver oven på hinanden, der alle roterer med forskellig hastighed. Prøv at forestil jer 14 CD skiver oven på hinanden. I midten har vi jordplanet, bhumandala, der har en diameter på ca. 6 milliarder km. Det er beskrevet, at hvert plan opererer efter sin egen tidsskala. Fx. siges det, at en dag på svarga loka (det himmelske plan over os hvor halvguderne bor), er som et halvt år på vores plan, jordplanet. På det øverste plan, Brahmaloka, hvor skaberguden Brahma præsiderer, er livslængden beregnet til 311.040 trillioner år. Dette er også livslængden for hele universet. En dag der er som milliarder af år her.

De forskellige dimensioner eller planer er altså defineret efter deres særlige tidsskala, dvs. den hastighed deres plan roterer med. Bhumandala, som vi befinder os på, roterer med en given hastighed. Planet over os, halvgudernes plan, roterer langsommere, planet over dem, hvor siddha’erne bor roterer endnu langsommere og over dem roterer vismændenes plan endnu langsommere, osv. op til Brahmas plan, der roterer aller-langsomst. Hvis et menneske på en eller anden måde kunne stige op på svarga loka, halvgudernes plan, og forblive der et vist tidsrum, fx. en dag, for så igen at stige ned på vort eget plan, ville man komme tilbage et halvt år efter.

Jeg er ikke på det rene med de tekniske detaljer, men det er let at forestille sig, at man på samme måde kan entre ind i en anden dimension (op på et andet plan) og der tilbagelægge en relativ kort afstand, og når man kom tilbage til sin egen dimension ville man have tilbagelagt en stor afstand. Lad mig forsøge at klargøre det med et andet eksempel. Forestil jer 14 karruseller i koncentriske cirkler. Den yderste bevæger sig hurtigst og den midsterste langsomst. Hvis man befinder sig på en given karrusel og stiger over på den næste karrusel, der kører langsommere, for derefter igen at stige tilbage på den karrusel, man kom fra, ville man indenfor det samme tidsrum have tilbagelagt en større afstand, end man ville, hvis man blot var forblevet på den samme karrusel. Det er et lidt groft eksempel, men hvis man oversætter karrusellerne til verdener eller dimensioner, kan man begynde at danne sig et billed af, hvordan tid og rum forandres, når man bevæger mellem planerne.

Der er mange beskrivelser i Srimad Bhagavatam af væsener fra de øvre planer, der frit kan bevæge sig mellem de forskellige dimensioner. Der var engang en konge, der tog op for at besøge Brahma, skaberguden. Han var der kun et kort øjeblik, men da han kom tilbage til bhumandala (jorden), var der gået millioner af år. Generelt er det sådan, at des højere oppe i det universelle heraki man er, des flere dimensioner har man adgang til. Mennesker er normalt begrænset til bhumandala. Før i tiden var denne viden kendt, og folk på bhumandala planet blev besøgt flittigt af halvguder og vismænd fra højere planer eller loka’er. Der er også 7 planer under bhumandala planet, hvor forskellige kategorier af dæmoniske levende væsener bor, og som besidder meget avanceret teknologi. Der er spekulationer om, at det er der, UFOer kommer fra. Generelt siges det at halvguder og væsener fra de øvre planer hovedsageligt er i godhedens kvalitet og anvender sig af psykisk teknologi, og dæmoniske entiteter fra de nedre planer befinder sig hovedsageligt i uvidenhedens kvalitet og anvender fysisk teknologi.

Guddommeligt og dæmonisk er dog materielle betegnelser, der hentyder til en særlig mentalitet og tilsvarende krop. I virkeligheden er vi alle åndelige sjæle, der kommer fra den samme kilde, Krishna. Indeni alle livsarter fra en amøbe op til Brahma bor der den samme åndelige sjæl (observant), der i sin befriede tilstand er evig, fuld af viden og lyksalighed. Krishna siger, at alle planer, fra Brahmaloka til det laveste plan, er steder hvor midlertidighed og lidelse hersker.

Selv Brahmas mega kolonorme livslængde på 311 trillioner år er blot et ubetydeligt glimt i evigheden. I forhold til de 60-80 år vi lever på dette plan, synes det som en evighed. Vi er blevet født og døde tusindviser gange endnu før Brahma er færdig med sin morgen toilette, men i forhold til evigheden er det lig med ingenting. Hvad er 100 år i forhold til evigheden? Ingenting. Hvad er 311 trillioner år i forhold til evigheden? Det er også ingenting. Det er derfor livet i de 14 dimensioner indenfor det materielle univers, i forhold til den åndelige virkelighed (evigheden) anses for illusorisk.

Så hvert plan opererer efter sin egen relative tidsskala, og er beboet af væsener i det universelle heraki, der er tilpassede denne tidsskala. Dvs. de levende væsener er udstyret med sanser, der gør dem egnede til det plan de lever på. Mennesker lever på jordplanet, det miderste plan, deva’er (halvguder) lever på det næste plan opad, og over dem på deres respektive planer lever der 6 andre kategorier af levende væsener. Efterhånden som vi bevæger os opad i det universelle heraki bliver indbyggerne mere og mere subtile, og på det øverste plan, Brahmas plan, har de levede væsener kroppe, der består af ren intelligens. Her på jordplanet har de levende væsener kroppe der hovedsagligt består af af vand og jord, men halvguder har mere subtile kroppe, dvs. mere psykiske kroppe, hvilket gør, at de kan skifte fremtoning efter behag. Det samme gælder for beboerne på de nedre planer.

Det universelle rum, med dets 14 dimenensioner eller planer er desuden omgivet af 7 gigantiske materielle lag (4 grove og 3 subtile). Disse lag er fra det mest grove (fysiske) til det mest fine (psykiske): vand, ild, luft, æter, sind, intelligens, og falsk ego. Det første lag, vand, er ca. 16 milliarder km. bredt. Det næste lag, ild, er 10 gange så bredt, 160 milliarder km. Det efterfølgende lag, luft, er 10 gange bredere end det forgående lag, dvs,1600 milliarder km, og så fremdeles. Så universet består, foruden et lille bitte rum, mest af de gigantiske fysiske og psykiske lag, der omgrænser rummet. Jeg har ikke regnet det nøjagtige forhold ud, men rummet i universet er ultra småt i forhold til de lag der omgiver det – det forholdet sig noget i stil med en ært i midten af en fodboldbane. Foruden det univers vi befinder os i, er der utallige andre universer, nogle større og andre mindre, og de hviler alle i brahmajyotien, det blændende hvide lys, der udgår fra den åndelige verden.

Disse beskrivelser fra Vedaerne, som jeg har tilladt mig at extrapolere fra, bliver af de fleste betragtet som ren science fiction. Men hvad angår vores viden og opfattelse af universet, er det udelukkende et spørgsmål om hvilken autoritet, man accepterer. Jeg accepterer de vediske vismænd, hvis viden kommer fra en lang og ubrudt række af disciple. Flertallet accepterer de moderne videnskabsmænd med deres forestillinger om et uendeligt universelt rum og afstande i milliarder af lysår ud til de nærmeste gallakser. Jeg tror ikke på deres fremstilling. Det er også min overbevisning at moderne astronomer giver sig ud for at vide meget mere end de gør. Jeg accepterer Vedaernes fremstilling som autoritativ, Den vediske kundskab kommer fra tidløse vismænd, der er uendeligt meget mere indsatte i den materielle natur end vi er: Krishnas beskrivelser i Bhagavad-gita af naturens tre kvaliteter eller guna’er er et videnskabeligt faktum, så der er ingen grund til at tro, at deres fremstilling ikke er korrekt.

Der er andre hengivne som Sadaputa (Dr. Richard Thompson), der har viet deres liv til at forstå og beskrive det vediske univers og gøre denne forståelse tilgængelig for verden. Deres arbejde kan ses på www.sacreduniverse.com En ting er helt sikkert; hvis man bare læser Vedaernes beskrivelser uden autoritativ vejledning, vil man blive vildledt, for det vil fremstå som det rene vollapyk. Men hvis man underkaster sig kompetente folk, som Professor Richard Thompson (Sadaputa das), der har studeret under kyndig vejledning i discipelrækken, og modtager viden og vejledning fra dem, begynder det gradvist at give mere mening.

Jeg vil slutte af med at beskrive hvordan, man er kommet frem til Brahmas (og universets) livslængde på 311.040 trillioner solår. Det er beskrevet at de forskellige levende væsener i det universelle heraki, uanset hvilket plan de befinder sig på, alle har en oplevelse af at leve i ca.100 år. I Bhagavad Gita siger Krishna, at 1000 kalpa’er svarer til en af Brahmas dage. En kalpa udgøres af 4 yuga’er sammenlagt. De 4 yuga’er (tidsaldre) er – Satya-yuga, Treta-yuga, Dvarapa-yuga, og den nuværende tidsalder Kali-yuga. Kali-yuga varer 432.000 år. Den næste tidsalder, Dvarpa-yuga, varer dobbelt så lang tid, 864.000 år; Treta yuga varer 3 gange så lang tid, 1.296.000 år, og Satya-yuga, den første paradisiske tidsalder, varer 4 gange så langtid, 1.728.000 år. Disse 4 tidsaldre udgør så tilsammen 4.320.000 år Dvs. 1 kalpa varer 4.320.000 år.

Brahmas dag varer 1000 af sådanne kalpas. Det giver 4.320.000.000 år, og ligeså lang er hans nat. Så Brahmas døgn varer 8.640.000.000 år. Hvis man ganger dette tal med 30 får man en måned. Så ganger vi det med 12 for at få et år, og tilsidst med 100 for at få 100 år. Det bliver 311.040 trillioner år. Pointen med dette er at forstå, at et væsen, der lever i så lang tid – ligeså lang tid som universet – givetvis har større udsyn, viden og erfaring end vi har. Brahma er det først skabte levende væsen i universet. Han vågnede op en dag i et fuldstændigt mørkt univers. Det var før, der var nogen sol til at lyse op. Han var helt i vildrede. Han havde absolut ingen anelse om, hvor han kom fra, hvor han befandt sig, eller hvorfor han eksisterede. Han forsøgte først med den empiriske metode at finde ud af, hvor han kom fra. Han kunne observere, at han sad på toppen af en lotusblomst. Han forsøgte at kravle ned af stilken, men ligegyldigt hvor langt han rejste, nåede han aldrig til vejs ende, så han kravlede tilbage igen og sad og funderede lidt over tingene. Så kom han på at påkalde sin skaber, for han kunne forstå, han måtte have en skaber, han kunne ikke bare være opstået af sig selv.

Da han påkaldte sin skaber, åbenbarede Vishnu sig i hans hjerte og fortalte ham to stavelser: ta-pa. Tapa betyder forsagelse. Udfra disse to stavelser kunne Brahma forstå, han skulle meditere. Der var sådan set heller ikke andet for ham at lave. Han mediterede således i tusinder af år og under denne meditation blev det klart for ham, at hans opgave var at at skabe universet med alle dets planeter og befolke det med forskellige levende væsener. Det gjorde han så. Brahma er første levende væsen, der modtog Vedaerne direkte fra Krishna. Vedaerne er som den medfølgende forbrugervejledning itl universet. Det, vi kan lære fra historien om Brahma, er ydmyghed. Hvis Brahma, der har en krop bestående af ren intelligens, og som er i stand til at skabe et helt univers og manifestere andre levende væsener alene gennem sin vilje, ikke kunne finde ud af hvor han kom fra og hvad meningen med livet var uden at henvende sig til Krishna og bede Ham om hjælp, hvor meget mere må det så ikke gælde for os?

2018-01-08T06:24:18+00:00