Her er det indiskutable bevis på, at man bliver dum af at være ateist. Ateisme er troen på, at der ingen guder er. Det er med andre ord en tro, der ikke kan bekræftes. Det kan ikke lade sig gøre at bevise, at der ingen Gud er, for man kan per definition ikke bevise en negativ. Så ateisme er en blind tro, der ikke kan bevises. Hvem andre end mindre intelligente tåber ville tro på noget, der ikke kan bevises? I modsætning til dette har vi teisme. En teist har i den mindste en teoretisk mulighed for at få sin tro på Gud bekræftet. Gud kan, hvis Han eksisterer, selvfølgeligt bevise sin egen eksistens hinsides tvivl. Det vil siger, at teister står intellektuelt stærkere en ateister. Det gør de, fordi de tror på noget, der har mulighed for at blive bevist. Det kan være, at en eller anden ateist vil indvende, jamen, hvis Gud kan bekræftede sig selv, hvorfor har Han så ikke gjort det overfor mig? Svaret på dette gives i Bhagavad Gita, hvor Krishna siger: Jeg manifesterer Mig aldrig for de tåbelige og uintelligente. For dem er Jeg dækket af Min indre energi, og derfor ved de ikke, Jeg er ufødt og ufejbarlig. (Bg. 7.25) Så kommer indvendingen – men, men det viser, at Gud er ubarmhjertig og skånelsesløs. Men hvis vi tænker os lidt om, kan vi forstå, at lige det modsatte er tilfældet. Ateisme drejer sig faktisk ikke om bevis for det ene eller det andet. Det er en fejlagtig ide, som mange ateister dækker sig ind under. Hvis man har øjnene tl at se det, er hele verden bevis på en intelligent designer. Det er indlysende, at ingen er ateist, fordi de mangler bevis på Gud. At være ateist er simpelthen en valgsag. Ateisme vælger man, fordi man ikke ønsker Gud i sit liv. De fleste religioner har ingen god forklaring på, hvordan det kan være, at der findes mennesker, der ikke ønsker Gud i deres liv, men i den vediske version forklares dette i detaljer. Ifølge den vediske filosofi er Gud den Højeste Nyder, og sjælen (dvs. du og jer) er beregnet til Hans nydelse. Men hvis sjælen nærer ønske om at efterligne Gud og blive uafhængige nydere af verden, giver Krishna dem den materielle verden som deres aktivitets felt. På den måde er vi alle faldne sjæle, hvadenten vi kalder os buddhister, kristne, hinduer, ateister eller hvad som helst. Vi er faldet ned til den materielle verden for at spille nydere og herskere. Hvis vi rent faktisk kendte sandheden – at Krishna er den eneste nyder og hersker – så ville vi ikke kunne udleve illusionen om at være uafhængige nydere og herskere. Så Krishna holder barmhjertigt de faldne sjæle hen i uvidenhed. Det er ud af respekt for den vildledte sjæls ønsker, at Krishna holder sig væk fra ham. Når en nidkær ateist har en stærk overbevisning om, at der ingen Gud er, så er det Krishna der sidder som Oversjælen i hans hjerte og gør ateistens overbevisning stærk. Krishna siger: Jeg befinder Mig i alles hjerter som Oversjælen. Så snart nogen ønsker at tilbede en eller anden halvgud (eller at være ateist), er det Mig, der gør hans tro stærk,så han hengive sig til den særlige deitet. (Bg. 7.21) Så den eneste måde, en falden sjæl nogensinde igen kan gøre sig håb om at se Gud, er ved at bede Ham om det. Så længe det grundliggende ønske er der om ikke at ville have noget med Gud at gøre, så vil Krishna holde sig langt væk fra denne sjæl, og Han vil give sjælen et hav af undskyldninger for ikke at tro på Ham. Så når ateister efterlyser beviser på Gud, er det således intet andet end løgn og plat. Der er intet en nidkær ateist ønsker sig mindre end bevis på Gud. Bevis på Gud er det sidste en ateist ønsker. Enhver der ønsker at kende Gud hinsides tvivl vil selvfølgelig gøre hvad det end skal være for at afstedkomme dette. Det første, der kræves for at se Gud, er, at man opgiver sin ateistiske mentalitet og udvikler et ægte ønske om at se Gud. Hvis man ønsker at se Gud, vil man gøre det, der skal til, det er klart. Krishna siger: Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. (Bg. 7.1)
