Krishna-bevægelsens historiske baggrund kortfattet

Krishna-bevægelsen stammer i sin moderne form fra den bengalske ’gaudiya-vaisnavisme’. Filosofisk set kan den dog spores mindst 5.000 år tilbage til den tid, hvor Krishna var her på Jorden, og endda endnu længere tilbage, for vaisnavismen , dvs. tilbedelsen af Visnu eller Krishna, har eksisteret i en eller anden form i menneskesamfundet siden umindelige tider.

Krishna kom endnu en gang for 500 år siden som den store bengalske helgen Caitanya Mahaprabhu (1486-1534) i Navadvipa, Vestbengalen. Bengalen kaldes også Gauda-desa, hvorfra betegnelsen ’gaudiya-vaisnavisme’ kommer. Caitanya Mahaprabhu lagde grunden til den kultur og livsstil, som man finder i den moderne Krishna-bevægelse.

Den oprindelige viden, som ligger til grund for denne livsstil, blev først givet til Brahma, universets skabende guddom, af Krishna ved skabelsens begyndelse for flere milliarder år siden. Efterfølgende blev denne viden videregivet i en mundtlig tradition fra mester til discipel i en ubrudt kæde, indtil den blev nedskrevet for 5.000 år siden af vismanden Krishna-Dvaipayana Vyasa. Frem til hans tid var der intet behov for bøger, for mennesker var meget mere åndeligt avancerede og havde bl.a. meget bedre hukommelse end folk nu, hvorfor viden kunne videregives mundtligt. For 5.000 år siden begyndte Kali-tidsalderen, den indeværende af de fire universelle tidsaldre, hvor menneskets åndsevner reduceres, og derfor var det nødvendigt at nedskrive den vediske viden, så den stadig kunne være tilgængelig for menneskeheden. På grund af den ubrudte discippelrække er de centrale vediske tekster stadig bevarede i deres oprindelige form.

Gaudiya-vaisnavismen og Krishna-bevidsthed blev ført til Vesten af A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada (1896–1977) i 1960’erne og 1970’erne. Han indviede disciple over hele verden, som i dag viderefører denne lære.