Artikler

I Vedaerne er den materielle verden beskrevet som en drøm – en søvn i mayas illusion. Den materielle verden og dens tre-dimensionelle virkelighed, er drømmen, og den åndelige eksistens, vor evige eksistens i den multidimensionelle verden, er virkeligheden. Hvad menes der med illusion i forhold til virkelighed? Hvordan stadfæster man, at noget er virkelighed, og noget andet er illusion? Vi har alle oplevet en illusion.. under søvnen når vi drømmer. Mens vi er i den, synes drømmen særdeles virkelig. Vi gennemgår det samme register af følelser og indtryk som i vågen tilstand. Vi kan opleve elendighed eller intens nydelse i en drøm ligesom i det virkelige liv.

Af og til, når vi ønsker at udtrykke, at noget er uvirkeligt, siger vi, det var som en drøm. Hvad mener vi med det udtryk? Mener vi, at noget er uvirkeligt, når det er som en drøm? Er en drøm uvirkelig? Når vi under søvnen befinder os i en drøm, kan den synes meget virkelig. Det kan enhver vidne om. Hvad er det så, der gør, at en drøm er en drøm og ikke virkelighed? De vediske vismænd har påpeget, at en drøm eller en illusion er noget der slutter, og virkelighed er noget der fortsætter, noget som er vedvarende. Drømmen har altså en begyndelse og en ende. Vores virkelige eksistens er vedvarende.

“De vismænd, som har set sandheden, har konkluderet, at det ikke-eksisterende (den materielle krop) ikke varer ved, og i deteviges tilfælde (sjælen) er der ingen forandring.” (Bg.2.16)

Med andre ord: I virkeligheden eksisterer det midlertidige ikke, kun det evige eksisterer. I forhold til det evige, vil det midlertidige altid være flygtigt og insubstantielt, det vil være som en drøm. Selv en lang drøm som livet vil blive reduceret til minder.Da en drøm har en ende, kan man ikke finde tilfredstillelse i den. Forestil dig en nat du har en særdeles nydelsesfuld drøm. Du har endelig fået scoret hende, din drømmepige hende med fletningerne du altid har gået og drømt om. Og lige når du er ved at nå i mål med hende… vågner du op. Træls, ik’?

Det er derfor vi ikke finde virkelig nydelse i en drøm. Vi vågner hele tiden op til den såkaldte virkelighed. Drømmen ta’r slut. Den hører op. Derfor er den en illusion. Et tilsvarende forhold og samspil kan observeres i vores såkaldte virkelige liv. I vågen tilstand accepterer vi vor eksistens som værende virkelig. Vi accepterer vores liv som værende virkelighed. Hvordan kan livet da være en drøm?

Fordi det hører op. Det slutter. Fordi det aldrig kan give den tilfredsstillelse det lover. Det er det, som er den materielle verdens virkelige illusion. Den er ikke uvirkelig i den forstand, at den ikke eksisterer, den er uvirkelig i den forstand, at den hører op. Den holder ikke det, den lover – løftet om tilfredsstillelse. Vi betragter måske vores sansenydelse som yderst substantiel. Den tilfører os tilsyneladende tilfredsstillelse. Hvad er der i vejen med det, spørger vi om. Det, der er i vejen med sansenydelse, er, at den hører op; altid. Det er det, der er galt. Derfor kan den ikke tilfredsstille sjælen, der altid tørster efter varig nydelse.

Eftersom sjælens konstitutionelle position er at være evig, kan den ikke finde tilfredsstillelse i en temporær atmosfære. Derfor kan livet ikke tilfredsstille os, ligegyldigt hvor meget sansenydelse vi end engagerer os i. En drøm er som et minde. De ubehagelige og behagelige oplevelser vi har haft i livet er nu også blot minder; flygtige og uden substans. Det vil f.eks. være en ringe trøst at mindes de lyksalige stunder man havde med kvinder, når man i sin alderdom sidder på bænken uden for indkøbscentret, og kigger på de unge kvinder i miniskørter der haster forbi. Minderne kan ikke tilfredsstille de dybe længsler efter nydelse der bor i hjertet.

Grunden til, at en drøm er en drøm, er altså, at den slutter. Hvis den fortsatte, ville den jo være virkelig. Hvis en drøm aldrig hørte op ville _den_ udgøre virkeligheden. På samme måde er det med vor lykke og glæde i livet. De er flygtige som i en drøm. De hører også op. Derfor er de, i virkeligheden, fra et evigt perspektiv, uvirkelige. Sanserne kan blive mættet et øjeblik sammen med Frøken Dk., men så er det slut. Selv om man elsker Frøken Dk. trofast hele livet, og hun elsker en tilbage, ender forholdet yderst set i adskillelse, når den ene part dør, eller forlader den anden. Hvilken gavn kan man derfor have af sansetilfredstillelse? Selvom den giver en kortvarig sanselig lindring, er det på længere sigt en håbløs bestræbelse. Den er dømt til at ende i sorg.

I Vedaerne er det forklaret, at livet, eftersom det har en begyndelse og en ende, er en illusion. Det er som en drøm. Derfor kan ingen finde sand tilfredsstillelse i livet. Livet er midlertidigt. Kroppen har en begyndelse og en ende, derfor kan den ikke opfylder vore ønsker om evig nydelse. Sjælens oprindelige tilstand er at nyde evigt sammen med Krishna. Men i sin forvildede, illusoriske tilstand, tror den, at den kan finde tilfredsstillelse i en verden, hvor midlertidigheden råder.

‘ En intelligent person deltager ikke i årsagerne til elendighed, hvilke er kontakten med de materielle sanser. Sådanne glæder har en begyndelse og en ende, o Kuntis søn, og derfor finder en eftertænksom person ingen tilfredsstillelse i dem.’ (Bg. 5.22)

Sjælen er evig. Derfor kan den ikke nyde midlertidige ting. Vores bevidsthed er midlertidigt dækket af materiens filter. Derfor tror den, at den kan finde tilfredsstillelse i materien. Sjælen er trådt ud af sit evige element og ind i midlertidighedens verden. Den midlertidige verden, dvs. den materielle verden, er ikke sjælens virkelige element. Sjælen er en åndelig gnist, og kan kun trives i sit rette element – en atmosfære af evighed-kundskab-lyksalighed. Sjælen i den materielle verden er nøjagtig som en fisk på land. Den er ude af sit rette element. Det er kun fordi den har ønsket at leve adskilt fra Krishna i et forsøg på at immitere Ham, at den er blevet placeret i denne unaturlige atmosfære.

Den ægte åndelige proces hjælper den slumrende sjæl til at vågne op til virkeligheden. Virkeligheden er evig fuld af kundskab og lyksalighed, men fordi vi går og sover i illusion, kan vi ikke opfatte dette. Vi tror, vi er vågne, at vore gøremål er meget betydningsfulde, men i virkeligheden sover vi i maya, Krishnas illusoriske energi, uvidende om vores sande åndelige identitet. Løsningen er at recitere det hellige navn, som alene kan vække os fra vor slumrende dvale, og hjælpe os til indsigt om vores virkelige åndelige identitet – vores evige identitet.

Krishna siger:

Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogier i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden fuld af elendighed, for de har nået den højeste fuldkommenhed. (Bg. 8.15)

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)

Det er en kunst at være tilfreds med det, man har. Den kunst udlæres ikke i det moderne samfund. Tværtimod, alle hidses og overstimuleres til at ønske mere og mere gennem en evig strøm af reklamer og propaganda. 

Der findes så mange ulykkelig mennesker, der, selvom de lever i materiel overflod, ikke finder nogen tilfredsstillelse livet. Den moderne kultur er netop det bedste bevis på, at ligemeget hvor meget sansetilfredsstillelse folk har adgang til, bliver de ikke mere lykkelige af den grund. 

Folk der ikke har noget, tror de bliver lykkelige af at være velstående, men et blik på de succesfulde og velstående fortæller os, at de heller ikke er lykkelige. Det er selvfølgelig bedre at være rig og ulykkelig end fattig og ulykkelig, men pointen er, at gennem Krishnabevidsthed kan man lære kunsten at være lykkelig, hvad enten man er fattig eller rig, smuk eller grim, syg eller rask osv. 

I den moderne Coca-cola kultur sidestilles lykke med sansetilfredsstillelse. Sansenydelse er afhængig af ens materielle omstændigheder – om man er rig, smuk, klog, rig eller det modsatte. Men åndelig lykke, der kommer direkte fra sjælen, er ikke afhængig af ydre omstændigheder. Dette burde være et trøstende faktum for alle, der lever i lidelse. Men de fleste vil hellere lide end at overgive sig til Krishna og erfare virkelig lykke. 

Den moderne kulturs bedrag er netop, at den udlover en lykke først og fremmest gennem romance, penge, og sex. Men den slags midlertidige, kropslige glæder ender altid i lidelse, for kroppen ender altid i sygdom, alderdom og død.

Der findes ingen sand lykke i den materielle verden, og dette ville i sandhed være en trist erkendelse, hvis der ikke var noget alternativ, men der ER et alternativ. Derfor er det ikke negativt at konstatere, at man ikke kan blive lykkelig i den materielle verden. Det er en positiv konstatering af et beviseligt faktum. Og løsningen er åndelig bevidsthed, der begynder med erkendelsen af, at man ikke er denne krop. 

Den materielle verden er netop designet til at være et fængsel fuld af lidelse, så hvis man tror, at lykken er at finde her, er det tegn på at der er noget galt med en. Ens sjæl er syg. Det eneste der kan helbrede sjælen, er at forbinde den med Krishna. 

Når man forbinder sig selv med Krishna, bliver man automatisk lykkelig. Denne lykke er ikke den samme lykke som den lykke, man finder gennem sansenydelse eller lykkepiller. 

Al lykke i den materielle verden afløses som sagt af lidelse. Lykken i Krishna bevidsthed er evig og afløses kun af mere lykke. Derfor er Krishnabevidsthed kun for de sjæle, der gerne vil være virkeligt lykkelige igen. Andre sjæle, der hellere vil blive i den materielle verden og forsøge at finde lykken her, vil afvise denne meddelelse. 

Krishna siger: 

Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogier i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden fuld af elendighed, for de har nået den højeste fuldkommenhed. (Bg. 8.15) 

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)

I det klassiske yoga-system beskrevet i Vedaerne er vejen lang og hård. Dette system kaldes ashtanga-yoga, det 8-foldige yogasystem. (Sanskrit: ashta = 8 & anga = dele), og det er forklaret som en videnskabelige metode til gradvist at opnå højere niveau’er af indre erkendelse, kulminerende i samadhi – hvor selvet træder ud af kroppen og genvinder sin frie tilstand.

De 8 dele kaldes, yama, niyama, asana, pratyahara, dharana, pratyahara, dhyana og samadhi, og jeg har tænkt mig at gå løseligt igennem dem. De to første principper er tilligemed anvendelige i alle sammenhæng, for ligegyldigt om man ønsker succes i materielt liv eller åndelig liv er nøgleordet forsagelse. Det kræver forsagelse at nå et hvilket som helst mål man sætter sig. Vedaerne siger, at der skal forsagelse til at opnå succes, og vores praktiske liv bekræfter dette. Hvis børn vil købe sig en stor ting, en ghetto-blaster f.eks., er de nødt til nogle gange at gennemgå den askese det er, at spare lommepengene op i stedet for at bruge dem på slik. Den samme mekanisme gør sig også gældende i voksenliv.

Det første trin kaldes yama. Handlinger der er ugavnlige, handlinger som bør undgås. Det er forsagelse. Man forsager sex. Man forsager rusmidler. Man forsager biografen og TV. Man undgår visse fødeemner osv.

Det næste trin – niyama – betyder gavnlig handling, dvs ting man gør, der er gavnlige og nødvendige forudsætninger for at opnå success i den disciplin man udøver. Det indbefatter forskellige meditationer og ritualer, man udøver dagligt for at impregnere sindet med de mest gavnlige og styrkende indtryk. Indbefattet i det er, at man lever i total sexuel afholdenhed. Det er en af de allervigtigste forudsætninger for at opnå success i dette system.

Almindeligt verdsligt liv er rettet mod at søge glæde uden for sig selv, i sin krop, i sit sind, i forskellige objekter og andre personer. Yoga-systemet giver adgang til at opleve glæden indeni selvet. Astanga-yogasystemet kommer frem til dette ved at vende sanserne indad mod den glæde der findes i selvet. Dette gør man, i første omgang negativt, ved bogstaveligt at blokere sanserne fra deres engagement i omverden.

Så Yama – det der ikke bør gøres, og niyama – det der bør gøres. Dernæst kommer asana. Det svarer til det vi kender som hatha-yoga – den disciplin, der forbereder kroppen til at sidde i foskellige snørklede stillinger i lange tidsrum af gangen. Bivirkningerne ved denne disciplin er en sund og slank krop, og et styrket sind, men det virkelige formål er her gradvist at træne kroppen op til at sidde i den samme stilling i timer, dage, måneder og år. Før man kan sidde i lotusstillingen dagevis uafbrudt uden at røre sig og trække vejret med extremt nedsat hastighed, kan man f.eks. ikke gøre sig håb om en successfuld kundalini-rejsning.

Efter kroppen er blevet trænet op gennem asana, hatha-yoga, begynder disciplen at træne åndedræt – pranayama. Her går det i al enkelhed ud på at træne sig i at nedsætte åndedrættet. Det siges at vores liv i en materiel krop er udmålt i antal åndedræt. Gennem pranayama disciplinen kan livslængden forlænges med år, decader eller decennier alt efter hvor nidkært man udøver den. Men forlængelsen af livslængden er igen blot et biprodukt ved metoden. Det virkelige formål er, at kunne sidde i trance og meditere først på åndedrættet og senere på det indre selv.

Ved at gradvist at forlænge længden af sin åndedrætscyklus kan man sænke kroppens aktivitet, og når kroppens aktivitet sænkes, kan man kontrollere sindet og vende det fra at være udadvendt til at være inadrettet.

Dette stade udvikler sig til pratyahara – hvor sanserne begynder at rette sig inad. Det der sker her, er at man glider væk fra den ydre verden med alle dens objekter og bekendstskaber, og ind i den indre.

Man kunne måske sammenligne det med den ydre macro verden og den indre micro verden. Sindets verden, astralplanet, er mere fint. Bevidstheden går fra at være absorberet i det fysiske til at være absorberet i det psykiske. Hævet over begge disse ydre og indre planer, dvs. transcendentalt til disse, findes den rene bevidstheds plan, det åndelige plan. Og det er der yogien forsøger at nå hen.

Når man gennem videre askese og hård træning gradvist begynder at kunne opretholde denne indre micro tilstand, kaldes det dharana. Her er sanserne vendt fuldstændigt inad; helt absorberet indeni, idet opfattelsen af de ydre omgivelser er helt forsvundne.
Nu begynder yogien at meditere. Det kaldes dhyana. Da opdager yogien sit eget strålende selv, og han forstår nu at sjælen er ham selv, en evig bevidsthedsgnist. Ved siden af sig selv ser han Oversjælen – Sri Krishna der bor i hjertet på alle levende væsener.
Når yogien opdager Gud i hjertet kan han enten overgive sig til Ham, eller han kan opnå et hvilket som helst andet mål han fæstner sit sind på. Det er den sidste test. Han kan blive en gud. Eller han kan blive Guds tjener, eller begge dele. Dette stadie kaldes samadhi. Det er her yogien, i astanga-yogasystemet, med voldsom kraft støder bevidsthedsgnisten ud gennem toppen af kraniet, og når det mål dens bevidsthed er focuseret på. Ved denne kraftige energiudladning bryder kroppen som regel i brand.
Det skal indskydes at denne form for selverkendelse er svær at udføre i en lejlighed i city. Der i mod kan man chante Hare Krishna i Brønshøj og få mere gavn ud af det, end en yogi kan få ved at udføre astanga-yoga i Himalaya bjergene i 100.000 år. Dette var f.eks. muligt i Satya-yuga, da livslængden generelt var 100.000 år.

Fra pranayama stadiet begynder yogien at manipulere med åndedrættet. Han lærer at neutraliserer det indadgående åndedræt i det ydre, således at han til slut næsten ikke trækker vejret, men opretholder livet på indre luftstrømme, af hvilke der findes 10. De kaldes også for chakras. Idéen med en kundalini rejsning er at man presser den subtile luft indeni kroppen helt nede fra bunden af bækkenet op gennem de forskellige chakras. Når man når hjerte-ckakra’et, hvor selvet sidder, presser prana’en sjælen med videre opad gennem kroppen.

Her skal yogien gennem asana og pranayama kunne kontrollere sine muskler så godt, at han kan lukke alle kroppens ni huller. Til sidst når alle kroppen huller er lukkede presses sjælen op gennem hovedet og ud ad brahma-randram, der hvor kraniepladerne mødes på toppen af hovedet. Det er en klassik kudalini-rejsning. En kundalini-rejsning vil simpelthen sige at forlade sin krop på mekanisk vis.

I kontrast til dette strenge yoga-program – som forøvrigt ikke er anbefalet for folk i Kali-yuga; dels fordi folk er for forstyrrede, dels fordi der heller ikke findes nogle kvalificerede lærere, og dels fordi det ikke er praktiskt for det moderne menneske – finder vi det simple bhakti-yoga system. Krishna siger, at man gennem bhakti-metoden opnår mere end man kan opnå gennem astanga-yoga metoden. Desuden er bhakti-metoden meget mere naturlig og uanstrengt (eftersom den forlader sig på Krishnas nåde) I bhakti-processen kalder man på Krishna og be’r Ham om at hive sig op. I astanga-processen klatrer man opad ved egen kraft.

En astanga-yogi arbejder på at krydse den materielle verdens ocean gennem sine egne bestræbelser, og han kan ofte få lov at arbejde i mange liv på at opnå perfektion… eller forlænge sit nuværende gennem pranayama.. Krishna siger, at blot ved at overgive sig til Ham, kan man meget let krydse over uvidenhedens hav. Det er beskrevet at, for den der overgiver sig til Krishna, bliver tilværelsens ocean af årsag og virkning formindsket til størelsen af et aftryk fra en kalvs klov. Med andre ord, en forhindring der er meget let at forcere.

Krishna hjælper Sin hengive med at nå frem til det endelige mål. Og det er mere sikkert end en kundalini-rejsning.

Krishna siger:

Og af alle yogier er er den, der med stor tro underkaster sig Mig og tænker på Mig i sit indre og som yder transcendental, kærlig tjeneste til Mig, mest intimt forenet med Mig i yoga og den højeste af alle. Det er min mening.

Vi er vokset op med en 3-dimensionel opfattelse af universet. Men den vediske beskrivelse af universet indebærer flere end 3 dimensioner. Det, der fx. giver mening i 3 dimensioner, giver ikke nødvendigvis mening i flere dimensioner. Hvis vi levede i en 2-dimensionel verden (en verden uden højde) – en flad verden, ville vi fx. ikke kunne se, hvis en flue landede i den verden. Et 2-dimensionelt væsen vil bare opfatte fluen som 6 prikker (der hvor fluen berører den 2-dimensionelle verden), der bevæger sig tilfældigt rundt og nogle gange forsvinder og nogle gange kommer til syne.

Man kan næsten forestille sig de 2-dimensionelle videnskabsmænd flå sig i håret og forsøge at finde hoved og hale i fænomenet – at forstå hvad der forårsagede det, at kortlægge og forudsige de 6 prikkers bevægelser, men de ville være chanceløse. De ville muligvis kunne ræsonnere sig frem til hvordan en flues ben bevæger i forhold til hinanden, men eftersom de er betinget af deres 2 dimensionelle logik, vil de være fuldstændigt afskåret fra at opfatte fluen som den virkelig ser ud – i 3 dimensioner. De ville simpelthen ikke have den nødvendige reference ramme. Deres 2-dimensionelle programmering tillader det ikke. De vil være fastlåste i deres 2-dimensionelle paradigme.

På nøjagtig samme måde er vi betinget af vores 3-dimensionelle opfattelse, der afholder os fra at forstå hvordan tingene forholder sig udover de 3 dimensioner, vi kan opfatte. Når ateister forestiller sig, at naturvidenskaben gennem den empiriske metode kan give os svar på, hvordan virkeligheden forholder sig, er de i nøjagtig samme båd som de 2-dimensionelle videnskabsmænd, der forsøger at forstå de 6 prikker, der i virkeligheden er en flue. Hvis der på en eller anden måde kom en meddelelse kom fra den 3-dimensionelle verden – at de 6 prikker i virkeligheden er et bevinget væsen, der flyver summende rundt, ville de sikkert affærdige det som rent nonsens og myter, nøjagtigt som moderne ateister affærdiger de vediske beskrivelser.

Og med hvilken begrundelse?.. ‘Vi kan ikke se det, vi kan ikke måle det.’ Goddav do. Naturvidenskabsmænd kan ikke se og måle 99 procent af den virkelighed, vi befinder os i. De kan ikke se og måle hvordan en ko forvandler græs til mælk. De kan ikke se og måle bevidsthed, tanker, lykke eller lidelse, vilje og følelser. De kan ikke se og måle de mest grundliggende aspekter af virkeligheden, og alligevel vover de at fastholde, at den empiriske metode er den eneste gyldige og bedste måde til at forstå virkeligheden.

For at bryde med dette indskrænkende paradigme og forstå situationen i en fler-dimensionel virkelighed, er vi nødt til i det mindste teoretisk at bryde med vor 3-dimensionelle opfattelse og begynde at tænke i nye baner. Dette er så godt som umuligt, eftersom vi som sagt er betingede af vores 3-dimensionelle sind, hvilket tvinger os til at tænke i et sæt af givne baner. Især det moderne menneske er så betinget af sin opvækst og kultur, at det praktisk taget er umuligt for ham at bevæge sig ud over sin programmering. Vort sind (intelligens, vilje, tanker og følelser) er faktisk ikke 3 dimensionelt, det har kapacitet til at fungere i alle dimensioner, men vi ved ikke dette, eftersom vi ikke har lært det, og eftersom vi mangler den nødvendige information og de udviddede reference rammer og endelig fordi vi er ofre for massiv ateistisk propaganda, der gennem hele vores opvækst har bildt os ind, at den nuværende forbruger kultur er kulminationen af al menneskelig viden og fremgang.

Det er her Vedaerne kommer ind. I Vedaerne findes denne udviddede information tilgængelig, men vores vestlige fordomsfulde programmering tillader os ikke at drage fordel deraf. Jeg er ingenlunde ekspert i vedisk astronomi og kosmologi, men jeg ved nok til at give en principiel redegørelse, så her er en lille introduktion for lægmænd. Måske kan det klargøre hvordan afstand og tid fungerer forskelligt i forskellige dimensioner.

Den kosmologiske model i kommer til at høre her, er den model, der beskrives i Srimad Bhagavatams 5. canto. Det er en model af univeset som det ser ud set fra halvgudernes synsvinkel, og derfor vil det givetvis ikke passe ind i den måde, vi ser tingene fra vores begrænsede 3-dimensionelle synsvinkel. Den eneste måde, man kan bryde med sine indgroede fordomme og modtage viden om det, vore sanser ikke har adgang til, er ved at høre om det fra en højere kilde. Derfor er høresansen, dvs. den viden der modtages gennem ørene, den mest vigtige. Hvis jeg aldrig har været i Kina, kan jeg spekulere over, hvordan der er i Kina, men jeg kan ikke vide det, før jeg hører om det fra en, der har været i Kina… eller jeg selv tager til Kina.

På sanskrit kaldes universet for anda, et æg, dvs. et begrænset elliptisk rum. Inde i dette rum er der 14 planetsystemer eller planer. De kaldes på sanskrit for loka, dvs. lokalitet. Disse 14 loka’er, som jeg har tilladt mig at kalde dimensioner, befinder sig som en stak skiver oven på hinanden, der alle roterer med forskellig hastighed. Prøv at forestil jer 14 CD skiver oven på hinanden. I midten har vi jordplanet, bhumandala, der har en diameter på ca. 6 milliarder km. Det er beskrevet, at hvert plan opererer efter sin egen tidsskala. Fx. siges det, at en dag på svarga loka (det himmelske plan over os hvor halvguderne bor), er som et halvt år på vores plan, jordplanet. På det øverste plan, Brahmaloka, hvor skaberguden Brahma præsiderer, er livslængden beregnet til 311.040 trillioner år. Dette er også livslængden for hele universet. En dag der er som milliarder af år her.

De forskellige dimensioner eller planer er altså defineret efter deres særlige tidsskala, dvs. den hastighed deres plan roterer med. Bhumandala, som vi befinder os på, roterer med en given hastighed. Planet over os, halvgudernes plan, roterer langsommere, planet over dem, hvor siddha’erne bor roterer endnu langsommere og over dem roterer vismændenes plan endnu langsommere, osv. op til Brahmas plan, der roterer aller-langsomst. Hvis et menneske på en eller anden måde kunne stige op på svarga loka, halvgudernes plan, og forblive der et vist tidsrum, fx. en dag, for så igen at stige ned på vort eget plan, ville man komme tilbage et halvt år efter.

Jeg er ikke på det rene med de tekniske detaljer, men det er let at forestille sig, at man på samme måde kan entre ind i en anden dimension (op på et andet plan) og der tilbagelægge en relativ kort afstand, og når man kom tilbage til sin egen dimension ville man have tilbagelagt en stor afstand. Lad mig forsøge at klargøre det med et andet eksempel. Forestil jer 14 karruseller i koncentriske cirkler. Den yderste bevæger sig hurtigst og den midsterste langsomst. Hvis man befinder sig på en given karrusel og stiger over på den næste karrusel, der kører langsommere, for derefter igen at stige tilbage på den karrusel, man kom fra, ville man indenfor det samme tidsrum have tilbagelagt en større afstand, end man ville, hvis man blot var forblevet på den samme karrusel. Det er et lidt groft eksempel, men hvis man oversætter karrusellerne til verdener eller dimensioner, kan man begynde at danne sig et billed af, hvordan tid og rum forandres, når man bevæger mellem planerne.

Der er mange beskrivelser i Srimad Bhagavatam af væsener fra de øvre planer, der frit kan bevæge sig mellem de forskellige dimensioner. Der var engang en konge, der tog op for at besøge Brahma, skaberguden. Han var der kun et kort øjeblik, men da han kom tilbage til bhumandala (jorden), var der gået millioner af år. Generelt er det sådan, at des højere oppe i det universelle heraki man er, des flere dimensioner har man adgang til. Mennesker er normalt begrænset til bhumandala. Før i tiden var denne viden kendt, og folk på bhumandala planet blev besøgt flittigt af halvguder og vismænd fra højere planer eller loka’er. Der er også 7 planer under bhumandala planet, hvor forskellige kategorier af dæmoniske levende væsener bor, og som besidder meget avanceret teknologi. Der er spekulationer om, at det er der, UFOer kommer fra. Generelt siges det at halvguder og væsener fra de øvre planer hovedsageligt er i godhedens kvalitet og anvender sig af psykisk teknologi, og dæmoniske entiteter fra de nedre planer befinder sig hovedsageligt i uvidenhedens kvalitet og anvender fysisk teknologi.

Guddommeligt og dæmonisk er dog materielle betegnelser, der hentyder til en særlig mentalitet og tilsvarende krop. I virkeligheden er vi alle åndelige sjæle, der kommer fra den samme kilde, Krishna. Indeni alle livsarter fra en amøbe op til Brahma bor der den samme åndelige sjæl (observant), der i sin befriede tilstand er evig, fuld af viden og lyksalighed. Krishna siger, at alle planer, fra Brahmaloka til det laveste plan, er steder hvor midlertidighed og lidelse hersker.

Selv Brahmas mega kolonorme livslængde på 311 trillioner år er blot et ubetydeligt glimt i evigheden. I forhold til de 60-80 år vi lever på dette plan, synes det som en evighed. Vi er blevet født og døde tusindviser gange endnu før Brahma er færdig med sin morgen toilette, men i forhold til evigheden er det lig med ingenting. Hvad er 100 år i forhold til evigheden? Ingenting. Hvad er 311 trillioner år i forhold til evigheden? Det er også ingenting. Det er derfor livet i de 14 dimensioner indenfor det materielle univers, i forhold til den åndelige virkelighed (evigheden) anses for illusorisk.

Så hvert plan opererer efter sin egen relative tidsskala, og er beboet af væsener i det universelle heraki, der er tilpassede denne tidsskala. Dvs. de levende væsener er udstyret med sanser, der gør dem egnede til det plan de lever på. Mennesker lever på jordplanet, det miderste plan, deva’er (halvguder) lever på det næste plan opad, og over dem på deres respektive planer lever der 6 andre kategorier af levende væsener. Efterhånden som vi bevæger os opad i det universelle heraki bliver indbyggerne mere og mere subtile, og på det øverste plan, Brahmas plan, har de levede væsener kroppe, der består af ren intelligens. Her på jordplanet har de levende væsener kroppe der hovedsagligt består af af vand og jord, men halvguder har mere subtile kroppe, dvs. mere psykiske kroppe, hvilket gør, at de kan skifte fremtoning efter behag. Det samme gælder for beboerne på de nedre planer.

Det universelle rum, med dets 14 dimenensioner eller planer er desuden omgivet af 7 gigantiske materielle lag (4 grove og 3 subtile). Disse lag er fra det mest grove (fysiske) til det mest fine (psykiske): vand, ild, luft, æter, sind, intelligens, og falsk ego. Det første lag, vand, er ca. 16 milliarder km. bredt. Det næste lag, ild, er 10 gange så bredt, 160 milliarder km. Det efterfølgende lag, luft, er 10 gange bredere end det forgående lag, dvs,1600 milliarder km, og så fremdeles. Så universet består, foruden et lille bitte rum, mest af de gigantiske fysiske og psykiske lag, der omgrænser rummet. Jeg har ikke regnet det nøjagtige forhold ud, men rummet i universet er ultra småt i forhold til de lag der omgiver det – det forholdet sig noget i stil med en ært i midten af en fodboldbane. Foruden det univers vi befinder os i, er der utallige andre universer, nogle større og andre mindre, og de hviler alle i brahmajyotien, det blændende hvide lys, der udgår fra den åndelige verden.

Disse beskrivelser fra Vedaerne, som jeg har tilladt mig at extrapolere fra, bliver af de fleste betragtet som ren science fiction. Men hvad angår vores viden og opfattelse af universet, er det udelukkende et spørgsmål om hvilken autoritet, man accepterer. Jeg accepterer de vediske vismænd, hvis viden kommer fra en lang og ubrudt række af disciple. Flertallet accepterer de moderne videnskabsmænd med deres forestillinger om et uendeligt universelt rum og afstande i milliarder af lysår ud til de nærmeste gallakser. Jeg tror ikke på deres fremstilling. Det er også min overbevisning at moderne astronomer giver sig ud for at vide meget mere end de gør. Jeg accepterer Vedaernes fremstilling som autoritativ, Den vediske kundskab kommer fra tidløse vismænd, der er uendeligt meget mere indsatte i den materielle natur end vi er: Krishnas beskrivelser i Bhagavad-gita af naturens tre kvaliteter eller guna’er er et videnskabeligt faktum, så der er ingen grund til at tro, at deres fremstilling ikke er korrekt.

Der er andre hengivne som Sadaputa (Dr. Richard Thompson), der har viet deres liv til at forstå og beskrive det vediske univers og gøre denne forståelse tilgængelig for verden. Deres arbejde kan ses på www.sacreduniverse.com En ting er helt sikkert; hvis man bare læser Vedaernes beskrivelser uden autoritativ vejledning, vil man blive vildledt, for det vil fremstå som det rene vollapyk. Men hvis man underkaster sig kompetente folk, som Professor Richard Thompson (Sadaputa das), der har studeret under kyndig vejledning i discipelrækken, og modtager viden og vejledning fra dem, begynder det gradvist at give mere mening.

Jeg vil slutte af med at beskrive hvordan, man er kommet frem til Brahmas (og universets) livslængde på 311.040 trillioner solår. Det er beskrevet at de forskellige levende væsener i det universelle heraki, uanset hvilket plan de befinder sig på, alle har en oplevelse af at leve i ca.100 år. I Bhagavad Gita siger Krishna, at 1000 kalpa’er svarer til en af Brahmas dage. En kalpa udgøres af 4 yuga’er sammenlagt. De 4 yuga’er (tidsaldre) er – Satya-yuga, Treta-yuga, Dvarapa-yuga, og den nuværende tidsalder Kali-yuga. Kali-yuga varer 432.000 år. Den næste tidsalder, Dvarpa-yuga, varer dobbelt så lang tid, 864.000 år; Treta yuga varer 3 gange så lang tid, 1.296.000 år, og Satya-yuga, den første paradisiske tidsalder, varer 4 gange så langtid, 1.728.000 år. Disse 4 tidsaldre udgør så tilsammen 4.320.000 år Dvs. 1 kalpa varer 4.320.000 år.

Brahmas dag varer 1000 af sådanne kalpas. Det giver 4.320.000.000 år, og ligeså lang er hans nat. Så Brahmas døgn varer 8.640.000.000 år. Hvis man ganger dette tal med 30 får man en måned. Så ganger vi det med 12 for at få et år, og tilsidst med 100 for at få 100 år. Det bliver 311.040 trillioner år. Pointen med dette er at forstå, at et væsen, der lever i så lang tid – ligeså lang tid som universet – givetvis har større udsyn, viden og erfaring end vi har. Brahma er det først skabte levende væsen i universet. Han vågnede op en dag i et fuldstændigt mørkt univers. Det var før, der var nogen sol til at lyse op. Han var helt i vildrede. Han havde absolut ingen anelse om, hvor han kom fra, hvor han befandt sig, eller hvorfor han eksisterede. Han forsøgte først med den empiriske metode at finde ud af, hvor han kom fra. Han kunne observere, at han sad på toppen af en lotusblomst. Han forsøgte at kravle ned af stilken, men ligegyldigt hvor langt han rejste, nåede han aldrig til vejs ende, så han kravlede tilbage igen og sad og funderede lidt over tingene. Så kom han på at påkalde sin skaber, for han kunne forstå, han måtte have en skaber, han kunne ikke bare være opstået af sig selv.

Da han påkaldte sin skaber, åbenbarede Vishnu sig i hans hjerte og fortalte ham to stavelser: ta-pa. Tapa betyder forsagelse. Udfra disse to stavelser kunne Brahma forstå, han skulle meditere. Der var sådan set heller ikke andet for ham at lave. Han mediterede således i tusinder af år og under denne meditation blev det klart for ham, at hans opgave var at at skabe universet med alle dets planeter og befolke det med forskellige levende væsener. Det gjorde han så. Brahma er første levende væsen, der modtog Vedaerne direkte fra Krishna. Vedaerne er som den medfølgende forbrugervejledning itl universet. Det, vi kan lære fra historien om Brahma, er ydmyghed. Hvis Brahma, der har en krop bestående af ren intelligens, og som er i stand til at skabe et helt univers og manifestere andre levende væsener alene gennem sin vilje, ikke kunne finde ud af hvor han kom fra og hvad meningen med livet var uden at henvende sig til Krishna og bede Ham om hjælp, hvor meget mere må det så ikke gælde for os?