I det klassiske yoga-system beskrevet i Vedaerne er vejen lang og hård. Dette system kaldes ashtanga-yoga, det 8-foldige yogasystem. (Sanskrit: ashta = 8 & anga = dele), og det er forklaret som en videnskabelige metode til gradvist at opnå højere niveau’er af indre erkendelse, kulminerende i samadhi – hvor selvet træder ud af kroppen og genvinder sin frie tilstand.
De 8 dele kaldes, yama, niyama, asana, pratyahara, dharana, pratyahara, dhyana og samadhi, og jeg har tænkt mig at gå løseligt igennem dem. De to første principper er tilligemed anvendelige i alle sammenhæng, for ligegyldigt om man ønsker succes i materielt liv eller åndelig liv er nøgleordet forsagelse. Det kræver forsagelse at nå et hvilket som helst mål man sætter sig. Vedaerne siger, at der skal forsagelse til at opnå succes, og vores praktiske liv bekræfter dette. Hvis børn vil købe sig en stor ting, en ghetto-blaster f.eks., er de nødt til nogle gange at gennemgå den askese det er, at spare lommepengene op i stedet for at bruge dem på slik. Den samme mekanisme gør sig også gældende i voksenliv.
Det første trin kaldes yama. Handlinger der er ugavnlige, handlinger som bør undgås. Det er forsagelse. Man forsager sex. Man forsager rusmidler. Man forsager biografen og TV. Man undgår visse fødeemner osv.
Det næste trin – niyama – betyder gavnlig handling, dvs ting man gør, der er gavnlige og nødvendige forudsætninger for at opnå success i den disciplin man udøver. Det indbefatter forskellige meditationer og ritualer, man udøver dagligt for at impregnere sindet med de mest gavnlige og styrkende indtryk. Indbefattet i det er, at man lever i total sexuel afholdenhed. Det er en af de allervigtigste forudsætninger for at opnå success i dette system.
Almindeligt verdsligt liv er rettet mod at søge glæde uden for sig selv, i sin krop, i sit sind, i forskellige objekter og andre personer. Yoga-systemet giver adgang til at opleve glæden indeni selvet. Astanga-yogasystemet kommer frem til dette ved at vende sanserne indad mod den glæde der findes i selvet. Dette gør man, i første omgang negativt, ved bogstaveligt at blokere sanserne fra deres engagement i omverden.
Så Yama – det der ikke bør gøres, og niyama – det der bør gøres. Dernæst kommer asana. Det svarer til det vi kender som hatha-yoga – den disciplin, der forbereder kroppen til at sidde i foskellige snørklede stillinger i lange tidsrum af gangen. Bivirkningerne ved denne disciplin er en sund og slank krop, og et styrket sind, men det virkelige formål er her gradvist at træne kroppen op til at sidde i den samme stilling i timer, dage, måneder og år. Før man kan sidde i lotusstillingen dagevis uafbrudt uden at røre sig og trække vejret med extremt nedsat hastighed, kan man f.eks. ikke gøre sig håb om en successfuld kundalini-rejsning.
Efter kroppen er blevet trænet op gennem asana, hatha-yoga, begynder disciplen at træne åndedræt – pranayama. Her går det i al enkelhed ud på at træne sig i at nedsætte åndedrættet. Det siges at vores liv i en materiel krop er udmålt i antal åndedræt. Gennem pranayama disciplinen kan livslængden forlænges med år, decader eller decennier alt efter hvor nidkært man udøver den. Men forlængelsen af livslængden er igen blot et biprodukt ved metoden. Det virkelige formål er, at kunne sidde i trance og meditere først på åndedrættet og senere på det indre selv.
Ved at gradvist at forlænge længden af sin åndedrætscyklus kan man sænke kroppens aktivitet, og når kroppens aktivitet sænkes, kan man kontrollere sindet og vende det fra at være udadvendt til at være inadrettet.
Dette stade udvikler sig til pratyahara – hvor sanserne begynder at rette sig inad. Det der sker her, er at man glider væk fra den ydre verden med alle dens objekter og bekendstskaber, og ind i den indre.
Man kunne måske sammenligne det med den ydre macro verden og den indre micro verden. Sindets verden, astralplanet, er mere fint. Bevidstheden går fra at være absorberet i det fysiske til at være absorberet i det psykiske. Hævet over begge disse ydre og indre planer, dvs. transcendentalt til disse, findes den rene bevidstheds plan, det åndelige plan. Og det er der yogien forsøger at nå hen.
Når man gennem videre askese og hård træning gradvist begynder at kunne opretholde denne indre micro tilstand, kaldes det dharana. Her er sanserne vendt fuldstændigt inad; helt absorberet indeni, idet opfattelsen af de ydre omgivelser er helt forsvundne.
Nu begynder yogien at meditere. Det kaldes dhyana. Da opdager yogien sit eget strålende selv, og han forstår nu at sjælen er ham selv, en evig bevidsthedsgnist. Ved siden af sig selv ser han Oversjælen – Sri Krishna der bor i hjertet på alle levende væsener.
Når yogien opdager Gud i hjertet kan han enten overgive sig til Ham, eller han kan opnå et hvilket som helst andet mål han fæstner sit sind på. Det er den sidste test. Han kan blive en gud. Eller han kan blive Guds tjener, eller begge dele. Dette stadie kaldes samadhi. Det er her yogien, i astanga-yogasystemet, med voldsom kraft støder bevidsthedsgnisten ud gennem toppen af kraniet, og når det mål dens bevidsthed er focuseret på. Ved denne kraftige energiudladning bryder kroppen som regel i brand.
Det skal indskydes at denne form for selverkendelse er svær at udføre i en lejlighed i city. Der i mod kan man chante Hare Krishna i Brønshøj og få mere gavn ud af det, end en yogi kan få ved at udføre astanga-yoga i Himalaya bjergene i 100.000 år. Dette var f.eks. muligt i Satya-yuga, da livslængden generelt var 100.000 år.
Fra pranayama stadiet begynder yogien at manipulere med åndedrættet. Han lærer at neutraliserer det indadgående åndedræt i det ydre, således at han til slut næsten ikke trækker vejret, men opretholder livet på indre luftstrømme, af hvilke der findes 10. De kaldes også for chakras. Idéen med en kundalini rejsning er at man presser den subtile luft indeni kroppen helt nede fra bunden af bækkenet op gennem de forskellige chakras. Når man når hjerte-ckakra’et, hvor selvet sidder, presser prana’en sjælen med videre opad gennem kroppen.
Her skal yogien gennem asana og pranayama kunne kontrollere sine muskler så godt, at han kan lukke alle kroppens ni huller. Til sidst når alle kroppen huller er lukkede presses sjælen op gennem hovedet og ud ad brahma-randram, der hvor kraniepladerne mødes på toppen af hovedet. Det er en klassik kudalini-rejsning. En kundalini-rejsning vil simpelthen sige at forlade sin krop på mekanisk vis.
I kontrast til dette strenge yoga-program – som forøvrigt ikke er anbefalet for folk i Kali-yuga; dels fordi folk er for forstyrrede, dels fordi der heller ikke findes nogle kvalificerede lærere, og dels fordi det ikke er praktiskt for det moderne menneske – finder vi det simple bhakti-yoga system. Krishna siger, at man gennem bhakti-metoden opnår mere end man kan opnå gennem astanga-yoga metoden. Desuden er bhakti-metoden meget mere naturlig og uanstrengt (eftersom den forlader sig på Krishnas nåde) I bhakti-processen kalder man på Krishna og be’r Ham om at hive sig op. I astanga-processen klatrer man opad ved egen kraft.
En astanga-yogi arbejder på at krydse den materielle verdens ocean gennem sine egne bestræbelser, og han kan ofte få lov at arbejde i mange liv på at opnå perfektion… eller forlænge sit nuværende gennem pranayama.. Krishna siger, at blot ved at overgive sig til Ham, kan man meget let krydse over uvidenhedens hav. Det er beskrevet at, for den der overgiver sig til Krishna, bliver tilværelsens ocean af årsag og virkning formindsket til størelsen af et aftryk fra en kalvs klov. Med andre ord, en forhindring der er meget let at forcere.
Krishna hjælper Sin hengive med at nå frem til det endelige mål. Og det er mere sikkert end en kundalini-rejsning.
Krishna siger:
Og af alle yogier er er den, der med stor tro underkaster sig Mig og tænker på Mig i sit indre og som yder transcendental, kærlig tjeneste til Mig, mest intimt forenet med Mig i yoga og den højeste af alle. Det er min mening.