En indvendig, man ofte hører fra ateister, er, at en almægtig Gud aldrig ville have skabt en verden, der er fuld af lidelse og elendighed. Sagen er, at der allerede eksisterer en perfekt verden uden lidelse. Det er den åndelige verden, hvor Krishna leger sammen med sine hengivne i evig viden og lyksalighed. Den materielle verden er et fængsel for de rebelske sjæle, der har vendt sig bort fra Krishna. Det er samtidigt en verden, hvor de rebelske sjæle kan forsøge at imitere Krishnas position som den højeste nyder og højeste hersker. Men så må de også selv tage ansvar for de handlinger, de udfører. Så Gud har lavet en perfekt verden. Grunden til, at den materielle verden er et sted fuld af lidelse, er fordi, hvis den ikke var det, ville ingen få øjnene op for, at det måske var en ide at vende tilbage til Krishna. Eftersom Krishna er kærlig og venlig og ønsker at udveksle kærlighed med sine dele, vil Han gerne have, at de kommer tilbage til Ham. Den materielle verden er derfor et fængsel for de faldne sjæle, der er beregnet til at irettesætte dem. På den anden side vil Han heller ikke tvinge sig selv på dem, der ikke ønsker at have noget med Ham at gøre. Men som sagt, hvis vi er trætte af lidelsen i den materielle verden, kan vo jo bare vende tilbage til Krishna, eller i det mindste lære at opføre os ordenligt, så vi ikke lider så meget. En ting, vi kan være helt stensikre på, er, at hvis vi lider i denne verden, har vi kun os selv at takke. Men det er typisk for materialister – de vi gerne tage æren for alt det gode i verden, men det dårlige skylder de på Gud. Det er jo så himmelråbende åndsvagt at anvende det faktum, at der er lidelse i verden, til at benægte en almægtig, kærlig Gud. Man kunne med lige så megen logik hævde at det faktum, at der er kærlighed og skønhed til i verden, betyder, at der er en god og kærlig Gud. Som ateist er man helt afskåret fra at kunne definere noget som helst. Det eneste, de har som reference punkt, er den ide om kærlighed, de er blevet inpodet med af den kultur, de er produkter af, eller de fabrikerer deres helt egne opfattelser af kærlighed. Men det har ikke nødvendigvis noget med virkelig kærlighed at gøre. Hvis der ingen Gud er til at definere tingene for os, bliver begreber og ting intet andet end det, vi gør dem til. Man kan have sin mening om, hvad kærlighed er, men andre kan have en hel anden mening. Som ateist er man således dømt til relativitetens verden. Ikke desto mindre har de meget travlt med at forsøge at stadfæste deres spekulative ideer om verden som absolutte, ophøjede, uangribelige sandheder. Krishna siger: Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)
