AnantaSri

VIRKELIGHEDSTUREN

Et ældre ægtepar er lige ankommet til København.

-Nå, Sylvia, hvad synes du så vi skulle lave?

-Prøv at se den bus. Virkeligheds-sightseeing står der.

-Virkeligheds-sightseeing kører nu. Alle stiger på bussen. Kom nu, hurtigt. Vi har ikke meget tid.!!

– Tænk Sylvia, tror du vi får nogle af de kendte at se?

-Karl, lad os prøve det. Det lyder da spændende.

-Ok, godtfolk, så er det tid til vores første stop. Cancer-klinikken på Hvidovre Hospital. Kom nu folk, vi har ikke meget tid.

Verden er formet efter vores handlinger. Krishna har givet os muligheden for at skabe et paradis eller et helved på jorden. Det er ikke Ham, der er ansvarlig for, hvordan vi benytter vore valgmuligheder. Hvis vi er født i særlig uheldige omstændigheder, er det tegn på, vi har begået dårlige handlinger i tidligere liv. Hvis vi er født til et liv i sus og dus er det tegn på, vi har begået gode handlinger i tidligere liv.

Hvis man er født i Norge eller Danmark i et velstandssamfund er det tegn på, at man i nogen grad har været from i sit tidligere liv. Men karma er ikke sort eller hvidt, det er som regel ret gråt, således at de fleste af os oplever en blanding af lykke og lidelse.

Men man kan fx. sagtens forstille sig, at en person der fødes i et velfærdssamfund, overforbruger og lever højt på andre levende væseners lidelse, som tilfældet fx. er det i den moderne slagtehus kultur, blive født næste gang i en fattg del af verden, for at lære at blive lidt mere ydmyg og bryde sig om hvordan han behandler andre levende væsener. De der fx. bevidstløst deltager i vestverdens voldtægt og mishandling af moder natur og hendes indbyggere, kan være stensikre på at blive født under elendige omstændigheder i deres næste liv.

Og det hjælper intet at sidde som ateist og jamre sig over ondskab og uretfærdighed i verden, for det er netop den samme ateistiske mentalitet, der forhindrer folk i at sætte sig ind i og følge naturens love og de dermed katastrofale resultater, der kommer, når vi forbryder os mod Guds love. I takt med olieudvinding og atombombeprøvespængninger og massemyrderier af dyr og alskens anden mishandling af naturen og hendes indbyggere, øges naturkatastrofer som jordskælv, orkaner, oversvømmelser og anden elendighed. Ateister tror, de kan overvinde og dominere naturen med teknologi, men forbrugerkulturen er nu ved at blive kvast af naturen. Naturen er meget streng og skånelsesløs, når hun bliver vred.

Før i tiden plejede man at formilde naturen gennem forskellige ofringer og ydelser til hende. I denne tidsalder er der kun EN ofring der gælder, og det er ytringen af Guds navn. Ved regelmæssigt at chante Hare Krishna kan man øjeblikkeligt forbedre sin situation i livet både individuelt og kollektivt.

hare krsna hare krsna krsna krsna hare hare
hare rama hare rama rama rama hare hare

“Det ovenstående mantra bestående af 16 ord og 32 stavelser er det eneste, der kan give beskyttelse mod Kali-yugas onde indflydelse. Efter at have gennemsøgt alle Vedaerne finder vi ikke noget mere ophøjet i denne tidsalder end at recitere Hare Krishna mantraet.”

(Kali-santarana Upanishad)

Det mere i overensstemmelse med den observerbare virkelighed og ifølge logisk resonnering, at universet er et resultat af intelligent design.

Det strider mod ganske almindelig sund fornuft og logik at forstille sig at universet skulle være opstået af sig selv uden intelligent styring. Det kræver et gigantisk trosspring at tro det.

Universet er jo som et urværk. At sige universet opstod af sig selv, svarer til at sige, et urværk skabte sig selv. Det er kun logisk og fornuftig at antage, at ligesom et urværk er skabt af menneskelig intelligens, så er universet skabt af en overmenneskelig intelligens.

Det er afgjort mere intelligent at følge almindelig sund fornuft og logik frem for at fornægte det, som man er nødt til som ateist. En ateist er nødt til at postulere noget ulogisk, nemlig at et urværk som universet er opstået af sig selv uden intelligent styring. Det er derfor ateister per definition er mindre intelligente.

Således ser vi, at ID er mere ifølge den Occams razor, som ateister ynder at henvise til. I denne verden måler vil tiden ifølge planeternes bevægelser. så det er en helt ligefrem og logisk sammenligning at sammenligne universet med et urværk. Det er også helt ligetil og sandsynligt at et urværk har en skaber.

At forestille sig at et urværk som universet skulle være opstået helt af sig selv uden intelligent styring, kræver en masse spekulation, fabulation og ønsketænkning. Det er helt imod Occams razor princippet. Den forklaring, der ligger ligefor, er at en intelligens har skabt universet. Det er såre simpelt.

Igen forstår man, hvorfor ateister per definition anses for mindre intelligente.

Krishna siger:

De siger, at verden er uvirkelig, uden fundament, ingen Gud ved magten. De siger, den er et resultat af sexbegær uden nogen anden årsag end lyst. (Bg 16.8)

I det de følger sådanne konklusioner, engagerer de dæmoniske, der ikke kender sig selv, og som er uden intelligens, sig i ugavnlige, forfærdelige handlinger, der er beregnet på at ødelægge verden. (Bg 16.9)

Jeg så en film om alien bortførelse. Den amerikanske regering havde en aftale med nogle aliens, der giver dem lov til at bortføre et vidst antal mennesker hvert år. Til gengæld får amerikanerne avanceret teknologi i form af micro chips etc. De folk, der bliver bortført, får deres hukommelse slettet, men der var en kvinde, der kunne huske, og dramaet i filmen drejer sig rundt om hendes traumatiske kamp for at få sin søn tilbage osv.

Pointen med dette, grunden til at jeg fortæller jer dette, er for at foreslå, at den slags film er led i den moderne propaganda kampagne. Når så ting sker i det virkelige liv, og folk stiller sig frem og fortæller om det, så kan autoriteterne bare feje det under gulvtæppet og fortælle folk, “du ser alt for mange film.” Ganske snedigt.

Bemærk at i nyhederne får vi altid små godbidder tilbudt, og så bliver der aldrig talt om dem igen. Den bedste måde at skjule noget fra den brede befolkning på, lader til at være, at man afslører konspirationer og planer, der er så groteske og usandsynlige, at almindelige mennesker simpelthen ikke kan tro på det.

Fx. ved de fleste på nuværende tidspunkt at månelandingerne var ren svindel. Der er indiskutable beviser på internet. Der er ligeledes ufravigelige beviser på, at 9-11 ikke havde noget at gøre med muslimske terrorister, men at hele katastrofen blev iscenesat af Bush-regeringen. De dræbte 3000 af deres egen befolkning, så de havde en undskyldning til at gå i krig for at sikre sig olie og andre naturlige ressurser, der er så vigtige for den moderne livsstil. De vejrer frihedsflaget, men i virkeligheden var deres motiver blot ganske almindeligt begær og grådighed.

Men det er der ingen, der får lov at fortælle om i det moderne samfund. I bedste fald bliver man hånet og latterliggjort som en konspirationsteoretiker, eller værre endnu, de laver et stort circus ud af en. Ligesom Michael Moore, ham har de gjort til en eller anden hyggelig, nørdet, harmløs, lidt halvskør fætter, der er god underholdning i.

Hvad med alle de forbrydelser og konspirationer han har afsløret, er der nogensinde nogen, der har gjort noget ved det? Har de nyhedsudsendelser, hvor det blev diskuteret endeløst, ligesom de gør med sport og politik? Næ, sådan noget hører man aldrig om i nyhederne. Eller hvis man hører om det, bliver det nævnt en eneste gang og aldrig mere fulgt op på igen.

Der er selvfølgelig ingen løsning på dette. Verden kører bare derudaf ifølge den materielle naturs tre kvaliteter, nøjagtigt som forudsagt i Vedaerne. Det eneste man kan gøre for at befri sig selv for dette kviksand af materiel eksistens, er ved at chante Krishnas navn og tjene Ham med kærlighed. I det mindste burde man ikke være en naiv borger, der blot lader sig lede afsted af den offentlige mening. Hvorfor være et offer for de ugudelige kræfter, der styrer verden i øjeblikket?

Hvis vi ikke tænker over tingene, men bare følger strømmen, kunne vi let få den ide, at livet egentligt er ganske godt og hyggeligt bare så længe vi har vore kaffe og kage og TV og sex med lillemor en gang om ugen.

Krishna siger:

Jeg er den eneste nyder og hersker over alle ofringer. De, der derfor ikke anerkender Min sande ophøjede natur, falder ned. (Bg. 9.24)

Her er det indiskutable bevis på, at man bliver dum af at være ateist. Ateisme er troen på, at der ingen guder er. Det er med andre ord en tro, der ikke kan bekræftes. Det kan ikke lade sig gøre at bevise, at der ingen Gud er, for man kan per definition ikke bevise en negativ. Så ateisme er en blind tro, der ikke kan bevises. Hvem andre end mindre intelligente tåber ville tro på noget, der ikke kan bevises?

I modsætning til dette har vi teisme. En teist har i den mindste en teoretisk mulighed for at få sin tro på Gud bekræftet. Gud kan, hvis Han eksisterer, selvfølgeligt bevise sin egen eksistens hinsides tvivl. Det vil siger, at teister står intellektuelt stærkere en ateister. Det gør de, fordi de tror på noget, der har mulighed for at blive bevist.

Det kan være, at en eller anden ateist vil indvende, jamen, hvis Gud kan bekræftede sig selv, hvorfor har Han så ikke gjort det overfor mig? Svaret på dette gives i Bhagavad Gita, hvor Krishna siger:

Jeg manifesterer Mig aldrig for de tåbelige og uintelligente. For dem er Jeg dækket af Min indre energi, og derfor ved de ikke, Jeg er ufødt og ufejbarlig. (Bg. 7.25)

Så kommer indvendingen – men, men det viser, at Gud er ubarmhjertig og skånelsesløs. Men hvis vi tænker os lidt om, kan vi forstå, at lige det modsatte er tilfældet. Ateisme drejer sig faktisk ikke om bevis for det ene eller det andet. Det er en fejlagtig ide, som mange ateister dækker sig ind under. Hvis man har øjnene tl at se det, er hele verden bevis på en intelligent designer. Det er indlysende, at ingen er ateist, fordi de mangler bevis på Gud.

At være ateist er simpelthen en valgsag. Ateisme vælger man, fordi man ikke ønsker Gud i sit liv. De fleste religioner har ingen god forklaring på, hvordan det kan være, at der findes mennesker, der ikke ønsker Gud i deres liv, men i den vediske version forklares dette i detaljer. Ifølge den vediske filosofi er Gud den Højeste Nyder, og sjælen (dvs. du og jer) er beregnet til Hans nydelse. Men hvis sjælen nærer ønske om at efterligne Gud og blive uafhængige nydere af verden, giver Krishna dem den materielle verden som deres aktivitets felt.

På den måde er vi alle faldne sjæle, hvadenten vi kalder os buddhister, kristne, hinduer, ateister eller hvad som helst. Vi er faldet ned til den materielle verden for at spille nydere og herskere. Hvis vi rent faktisk kendte sandheden – at Krishna er den eneste nyder og hersker – så ville vi ikke kunne udleve illusionen om at være uafhængige nydere og herskere. Så Krishna holder barmhjertigt de faldne sjæle hen i uvidenhed. Det er ud af respekt for den vildledte sjæls ønsker, at Krishna holder sig væk fra ham. Når en nidkær ateist har en stærk overbevisning om, at der ingen Gud er, så er det Krishna der sidder som Oversjælen i hans hjerte og gør ateistens overbevisning stærk.

Krishna siger:

Jeg befinder Mig i alles hjerter som Oversjælen. Så snart nogen ønsker at tilbede en eller anden halvgud (eller at være ateist), er det Mig, der gør hans tro stærk,så han hengive sig til den særlige deitet. (Bg. 7.21)

Så den eneste måde, en falden sjæl nogensinde igen kan gøre sig håb om at se Gud, er ved at bede Ham om det. Så længe det grundliggende ønske er der om ikke at ville have noget med Gud at gøre, så vil Krishna holde sig langt væk fra denne sjæl, og Han vil give sjælen et hav af undskyldninger for ikke at tro på Ham. Så når ateister efterlyser beviser på Gud, er det således intet andet end løgn og plat. Der er intet en nidkær ateist ønsker sig mindre end bevis på Gud. Bevis på Gud er det sidste en ateist ønsker.

Enhver der ønsker at kende Gud hinsides tvivl vil selvfølgelig gøre hvad det end skal være for at afstedkomme dette. Det første, der kræves for at se Gud, er, at man opgiver sin ateistiske mentalitet og udvikler et ægte ønske om at se Gud. Hvis man ønsker at se Gud, vil man gøre det, der skal til, det er klart.

Krishna siger:

Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. (Bg. 7.1)

En indvendig, man ofte hører fra ateister, er, at en almægtig Gud aldrig ville have skabt en verden, der er fuld af lidelse og elendighed.

Sagen er, at der allerede eksisterer en perfekt verden uden lidelse. Det er den åndelige verden, hvor Krishna leger sammen med sine hengivne i evig viden og lyksalighed. Den materielle verden er et fængsel for de rebelske sjæle, der har vendt sig bort fra Krishna. Det er samtidigt en verden, hvor de rebelske sjæle kan forsøge at imitere Krishnas position som den højeste nyder og højeste hersker. Men så må de også selv tage ansvar for de handlinger, de udfører.

Så Gud har lavet en perfekt verden. Grunden til, at den materielle verden er et sted fuld af lidelse, er fordi, hvis den ikke var det, ville ingen få øjnene op for, at det måske var en ide at vende tilbage til Krishna. Eftersom Krishna er kærlig og venlig og ønsker at udveksle kærlighed med sine dele, vil Han gerne have, at de kommer tilbage til Ham. Den materielle verden er derfor et fængsel for de faldne sjæle, der er beregnet til at irettesætte dem.

På den anden side vil Han heller ikke tvinge sig selv på dem, der ikke ønsker at have noget med Ham at gøre. Men som sagt, hvis vi er trætte af lidelsen i den materielle verden, kan vo jo bare vende tilbage til Krishna, eller i det mindste lære at opføre os ordenligt, så vi ikke lider så meget. En ting, vi kan være helt stensikre på, er, at hvis vi lider i denne verden, har vi kun os selv at takke. Men det er typisk for materialister – de vi gerne tage æren for alt det gode i verden, men det dårlige skylder de på Gud.

Det er jo så himmelråbende åndsvagt at anvende det faktum, at der er lidelse i verden, til at benægte en almægtig, kærlig Gud. Man kunne med lige så megen logik hævde at det faktum, at der er kærlighed og skønhed til i verden, betyder, at der er en god og kærlig Gud.

Som ateist er man helt afskåret fra at kunne definere noget som helst. Det eneste, de har som reference punkt, er den ide om kærlighed, de er blevet inpodet med af den kultur, de er produkter af, eller de fabrikerer deres helt egne opfattelser af kærlighed. Men det har ikke nødvendigvis noget med virkelig kærlighed at gøre. Hvis der ingen Gud er til at definere tingene for os, bliver begreber og ting intet andet end det, vi gør dem til. Man kan have sin mening om, hvad kærlighed er, men andre kan have en hel anden mening. Som ateist er man således dømt til relativitetens verden. Ikke desto mindre har de meget travlt med at forsøge at stadfæste deres spekulative ideer om verden som absolutte, ophøjede, uangribelige sandheder.

Krishna siger:

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)

Hvis man vil forstå en ting eller et emne tilbunds, er man nødt til at forstå essensen af denne ting. Essensen eller den inderste uadskillelige kvalitet af et element eller objekt kaldes på sanskrit for dharma. Dharma er den iboende kvalitet i en ting, der gør en ting til det, den er; det, der ikke kan adskilles fra tingen. Dharma er med andre ord det, der giver tingen mening. Salts dharma eller meningen med salt er at være salt, En stens dharma, eller meningen med en sten, er at være hård; vands dharma, eller meningen med vand er at være vådt, ilds dharma er lys og hede, sukkers dharma er sødme osv. Disse er alle iboende kendetegn, der karakteriserer et element – det, der er meningen med elementet. Ild giver ingen mening, hvis den ikke brænder og udsender lys, honning giver ingen mening, hvis den ikke er sød. Det er ret indlysende.

Man kunne da spørge om, hvad er sjælens eller livs dharma? Hvad er meningen med sjælens eksistens? Hvad er det, der gør et levende væsen til et levende væsen og som ikke kan adskilles fra det levende væsen? Svaret, Vedaerne giver os, er tjeneste. Tjeneste eller det ‘at tjene’ er den iboende egenskab, der ikke kan adskilles fra sjælen. Sjælen eller livsgnisten, der er en evig del af Guds bevidsthed, er simpelthen beregnet til at tjene Krishna. I sin betingede tilstand, hvor sjælen lever adskilt fra Krishna, kommer tjenesten til udtryk på alle mulig andre måder, men den tjenende tendens skinner uværgerligt igennem. Vi er alle nødt til at tjene nogen eller noget.

Som forældrer tjener vi vore børn, vi tjener samfundet ved at betale skat, vi tjener vor arbejdsgiver, vi tjener vores partner. Læg mærke til at tjeneste næsten er synonymt med kærlighed. Det er i hvert fald et integreret aspekt af kærlighed, for uden tjeneste er der ingen kærlighed. Uden tjeneste er kærlighed bare tom snak eller i bedste fald fine ord, det som poeter skriver om. En mand siger måske, han elsker sin kvinde, men hvis han aldrig gør noget for hende, hvis han aldrig viser sin kærlighed ved fx. at købe hende en buket blomster, hvad er så værdien af hans kærlighed? Hvis en kvinde siger, hun elsker sin mand, er hun også ivrig efter at behage og tjene ham. Hun laver hans ynglingsretter osv. Vi tjener med andre ord den, vi elsker. Denne trang til at tjene, er så stærk, at selv mennesker, der ingen har at elske og tjene, fx. ensomme mennesker eller gamle mennesker, der har mistet deres pårørende, ofte får fat i en kanariefugl eller en lille hund, de kan tjene.

De tjener fuglen ved at skifte sand i dens bur, give den frisk vand og mad, eller de lufter deres hund og samler dens efterladenskaber op i en plasticpose, og bruger halvdelen af deres pension på dyrlægeregninger. Dette er altsammen symptomer på den kærlighedsfulde tjeneste, der altid er manifesteret i det levende væsen. Selv hos dyr finder vi denne tendens manifesteret omend mere indskrænket. Og selv hos folk, der påstår, de ingen tjener, at de vil blæse på alt og alle, at de kun tænker på sig selv, og at de intet behov har for at elske nogen som helst, finder vi, at de stadig tjener. De tjener fx. deres krops behov og drifter ved at spise, sove, parre sig og forsvare sig – de er tvunget til det. Eller de tjener sindets krav på ære og anseelse. Under alle omstændigheder tjener vi. 

Når vi taler om tjeneste eller dharma i forbindelse med menneskeligt liv, bliver dharma ofte oversat med ordet religion, fordi religion anses for essensen af menneskeligt liv, men religion kan ændre sig. En kristen kan blive ateist og omvendt, en hindu kan ændre sig og blive muslim osv. Tro kan med andre ord forandre sig, og derfor beskriver tro eller religion kun den midlertidige dharma, vi følger som mennesker. Den beskriver ikke den evige dharma eller den tjeneste, der er evig.

En bedre oversættelse af dharma finder vi i ordet pligt. Pligter er uløseligt forbundet med menneskeligt liv. Men vi har ikke de samme pligter. Vi har forskellige pligter i forholdt til den krop, vi befinder os i. I Vedaerne er der således beskrevet forskellige former for dharma alt efter hvilken krop, vi befinder os i. Der er dharma for kvinder, for mænd, for børn, for gamle, og for de forskellige mennesketyper og samfundsklasser. 

Så der er to former for dharma eller eller typer af pligt forbundet med menneskeligt liv. Der er den dharma, vi har i forhold til vores krop, religion og kultur, og så er der den dharma, vi har som sjæl, dvs. den dharma, vi har i vor befriede tilstand. I det første tilfælde er den dharma, der er forbundet med kroppen, midlertidig, eftersom kroppen er midlertidig. Og den dharma, der er i forbindelse med sjælen, er evig, eftersom sjælen er evig, men I begge tilfælde er der tale om tjeneste, for tjeneste er, som Vedaerne påviser, den inderste essens ved vores eksistens. På den kropslige platform kommer denne tjeneste som sagt til udtryk på utallige måder. Her skelnes der igen mellem de pligter, vi er blevet givet af Gud, skrifterne og de hellige læremestre (dvs. de pligter vi er blevet ordineret af vores religion), og de pligter vi fabrikerer selv. Her udtaler Bhagavad Gita tydeligt, at hvis man lader hånt om at udføre den dharma, der i skrifterne er angivet for menneskeligt liv, og i stedet handler lunefuldt ved at fabrikere sine egne regler og foreskrifter, skal man ikke regne med at blive lykkelig hverken i dette eller det næste liv. 

Hvis man følger sin dharma som menneske, leder det til lykke og velfærd i livet, og man vil gradvist blive promoteret til mere avancerede former for liv på de højere planetsystemer. Dvs. man kan blive til en halvgud, en siddha eller opnå andre former for ophøjet liv i det universelle heraki. Hvis man bryder med sin dharma (de foreskrevne pligter), og nægter at udføre de pligter, man forventes at udføre som menneske, vil man ikke alene skabe en helvedsagtig eksistens i dette liv både individuelt og kollektivt, men, hvis man insisterer på at vedblive at bryde den naturlige balance, vil man gradvist synke ned til de mest degraderede former for liv.

Essensen af alt liv er således tjeneste. Generelt kan man sige, at tjenesten kommer til udtryk gennem udførelsen af vore pligter, og alt efter vor status i livet – køn, alder, position, kultur osv. – har vi forskellige pligter at udføre. Disse pligter er yderst set blevet givet os af Gud, som de er foreskrevet i de forskellige religioner, så vi kan leve i harmoni i den materielle verden og gøre fremskridt i lykke og velfærd.

Men ud over den dharma, vi har som menneske, dvs. de forskellige pligter vi må udføre, og som vi desuden er nødt til at udføre, hvis vi vil gøre os håb om at leve en god eksistens i samklang med naturen liv efter liv, har vi som sjæl en evig dharma, der er konstant, og det er vores tjeneste til Krishna. I Vedaerne siges det, at sjælens oprindelige position er at være Krishnas evige tjener. Denne tjeneste udføres i sjælens befriede tilstand, efter at sjælen er blevet fritaget for nødvendigheden af at eksistere i et fysisk legeme, og den kommer til udtryk, ved at sjælen hengiver sig til Radha-Krishnas nydelse. Når det levende væsen ikke længere har ønsker om at nyde selviskt, dvs. når den ikke længere har lyst til at nyde uafhængigt af Krishna, tjener sjælen Krishna ved ubetinget at lade han sig nyde af Ham. Sjælen viser sin kærlighed til Krishna ved at tjene Ham.

Ved at tjene Krishna erfarer sjælen den højeste kærlighed, der er uden sorg og længsler og desuden uden ophør. Denne kærlighed til Krishna kan erfares, endnu mens sjælen befinder sig i en fysisk krop. Sjælens oprindelige kvaliteter af evighed, viden og glæde kan kultiveres allerede i dette liv. Man behøver ikke vente på at forlade sin krop. Metoden, til at lukke op for personens oprindelige kvalitet, den evige tjeneste til Krishna, der bor i hjertet på alle levende væsener, er simpelthen at påkalde den, at inderligt bede Krishna om den, og det gør man ved at recitere eller meditere på Hans navn, som i Hare Krishna mantraet:

Hare Krishna Hare Krishna Krishna Krishna Hare Hare, Hare Rama Hare Rama Rama Rama Hare Hare.

Ved at meditere på Krishnas navn, engagerer man sig i sin evige dharma, sin evige tjeneste til Krishna, og ens liv vil uden tvivl blive ophøjet. Dette er en sandhed, der kan erfares af enhver på tværs af alle trosforhold og kulturelle skel. Det er ikke engang et spørgsmål om at opgive dette eller hint eller på anden måde lægge sit liv om, man behøver blot at føje Krishna til sit liv. Det eneste, man behøver at gøre, er, at føje Krishna til det, man ellers går og laver, hvilket man som sagt kan gøre ved blot at recitere Hans navn, så vil ens eksistens gradvist blive renset, og man vil opnå den naturlige glæde, vi alle længes efter – som er det virkelige mål med selvrealisation og desuden det endelige mål i tilværelsen.

I Vedaerne er den materielle verden beskrevet som en drøm – en søvn i mayas illusion. Den materielle verden og dens tre-dimensionelle virkelighed, er drømmen, og den åndelige eksistens, vor evige eksistens i den multidimensionelle verden, er virkeligheden. Hvad menes der med illusion i forhold til virkelighed? Hvordan stadfæster man, at noget er virkelighed, og noget andet er illusion? Vi har alle oplevet en illusion.. under søvnen når vi drømmer. Mens vi er i den, synes drømmen særdeles virkelig. Vi gennemgår det samme register af følelser og indtryk som i vågen tilstand. Vi kan opleve elendighed eller intens nydelse i en drøm ligesom i det virkelige liv.

Af og til, når vi ønsker at udtrykke, at noget er uvirkeligt, siger vi, det var som en drøm. Hvad mener vi med det udtryk? Mener vi, at noget er uvirkeligt, når det er som en drøm? Er en drøm uvirkelig? Når vi under søvnen befinder os i en drøm, kan den synes meget virkelig. Det kan enhver vidne om. Hvad er det så, der gør, at en drøm er en drøm og ikke virkelighed? De vediske vismænd har påpeget, at en drøm eller en illusion er noget der slutter, og virkelighed er noget der fortsætter, noget som er vedvarende. Drømmen har altså en begyndelse og en ende. Vores virkelige eksistens er vedvarende.

“De vismænd, som har set sandheden, har konkluderet, at det ikke-eksisterende (den materielle krop) ikke varer ved, og i deteviges tilfælde (sjælen) er der ingen forandring.” (Bg.2.16)

Med andre ord: I virkeligheden eksisterer det midlertidige ikke, kun det evige eksisterer. I forhold til det evige, vil det midlertidige altid være flygtigt og insubstantielt, det vil være som en drøm. Selv en lang drøm som livet vil blive reduceret til minder.Da en drøm har en ende, kan man ikke finde tilfredstillelse i den. Forestil dig en nat du har en særdeles nydelsesfuld drøm. Du har endelig fået scoret hende, din drømmepige hende med fletningerne du altid har gået og drømt om. Og lige når du er ved at nå i mål med hende… vågner du op. Træls, ik’?

Det er derfor vi ikke finde virkelig nydelse i en drøm. Vi vågner hele tiden op til den såkaldte virkelighed. Drømmen ta’r slut. Den hører op. Derfor er den en illusion. Et tilsvarende forhold og samspil kan observeres i vores såkaldte virkelige liv. I vågen tilstand accepterer vi vor eksistens som værende virkelig. Vi accepterer vores liv som værende virkelighed. Hvordan kan livet da være en drøm?

Fordi det hører op. Det slutter. Fordi det aldrig kan give den tilfredsstillelse det lover. Det er det, som er den materielle verdens virkelige illusion. Den er ikke uvirkelig i den forstand, at den ikke eksisterer, den er uvirkelig i den forstand, at den hører op. Den holder ikke det, den lover – løftet om tilfredsstillelse. Vi betragter måske vores sansenydelse som yderst substantiel. Den tilfører os tilsyneladende tilfredsstillelse. Hvad er der i vejen med det, spørger vi om. Det, der er i vejen med sansenydelse, er, at den hører op; altid. Det er det, der er galt. Derfor kan den ikke tilfredsstille sjælen, der altid tørster efter varig nydelse.

Eftersom sjælens konstitutionelle position er at være evig, kan den ikke finde tilfredsstillelse i en temporær atmosfære. Derfor kan livet ikke tilfredsstille os, ligegyldigt hvor meget sansenydelse vi end engagerer os i. En drøm er som et minde. De ubehagelige og behagelige oplevelser vi har haft i livet er nu også blot minder; flygtige og uden substans. Det vil f.eks. være en ringe trøst at mindes de lyksalige stunder man havde med kvinder, når man i sin alderdom sidder på bænken uden for indkøbscentret, og kigger på de unge kvinder i miniskørter der haster forbi. Minderne kan ikke tilfredsstille de dybe længsler efter nydelse der bor i hjertet.

Grunden til, at en drøm er en drøm, er altså, at den slutter. Hvis den fortsatte, ville den jo være virkelig. Hvis en drøm aldrig hørte op ville _den_ udgøre virkeligheden. På samme måde er det med vor lykke og glæde i livet. De er flygtige som i en drøm. De hører også op. Derfor er de, i virkeligheden, fra et evigt perspektiv, uvirkelige. Sanserne kan blive mættet et øjeblik sammen med Frøken Dk., men så er det slut. Selv om man elsker Frøken Dk. trofast hele livet, og hun elsker en tilbage, ender forholdet yderst set i adskillelse, når den ene part dør, eller forlader den anden. Hvilken gavn kan man derfor have af sansetilfredstillelse? Selvom den giver en kortvarig sanselig lindring, er det på længere sigt en håbløs bestræbelse. Den er dømt til at ende i sorg.

I Vedaerne er det forklaret, at livet, eftersom det har en begyndelse og en ende, er en illusion. Det er som en drøm. Derfor kan ingen finde sand tilfredsstillelse i livet. Livet er midlertidigt. Kroppen har en begyndelse og en ende, derfor kan den ikke opfylder vore ønsker om evig nydelse. Sjælens oprindelige tilstand er at nyde evigt sammen med Krishna. Men i sin forvildede, illusoriske tilstand, tror den, at den kan finde tilfredsstillelse i en verden, hvor midlertidigheden råder.

‘ En intelligent person deltager ikke i årsagerne til elendighed, hvilke er kontakten med de materielle sanser. Sådanne glæder har en begyndelse og en ende, o Kuntis søn, og derfor finder en eftertænksom person ingen tilfredsstillelse i dem.’ (Bg. 5.22)

Sjælen er evig. Derfor kan den ikke nyde midlertidige ting. Vores bevidsthed er midlertidigt dækket af materiens filter. Derfor tror den, at den kan finde tilfredsstillelse i materien. Sjælen er trådt ud af sit evige element og ind i midlertidighedens verden. Den midlertidige verden, dvs. den materielle verden, er ikke sjælens virkelige element. Sjælen er en åndelig gnist, og kan kun trives i sit rette element – en atmosfære af evighed-kundskab-lyksalighed. Sjælen i den materielle verden er nøjagtig som en fisk på land. Den er ude af sit rette element. Det er kun fordi den har ønsket at leve adskilt fra Krishna i et forsøg på at immitere Ham, at den er blevet placeret i denne unaturlige atmosfære.

Den ægte åndelige proces hjælper den slumrende sjæl til at vågne op til virkeligheden. Virkeligheden er evig fuld af kundskab og lyksalighed, men fordi vi går og sover i illusion, kan vi ikke opfatte dette. Vi tror, vi er vågne, at vore gøremål er meget betydningsfulde, men i virkeligheden sover vi i maya, Krishnas illusoriske energi, uvidende om vores sande åndelige identitet. Løsningen er at recitere det hellige navn, som alene kan vække os fra vor slumrende dvale, og hjælpe os til indsigt om vores virkelige åndelige identitet – vores evige identitet.

Krishna siger:

Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogier i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden fuld af elendighed, for de har nået den højeste fuldkommenhed. (Bg. 8.15)

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)

Det er en kunst at være tilfreds med det, man har. Den kunst udlæres ikke i det moderne samfund. Tværtimod, alle hidses og overstimuleres til at ønske mere og mere gennem en evig strøm af reklamer og propaganda. 

Der findes så mange ulykkelig mennesker, der, selvom de lever i materiel overflod, ikke finder nogen tilfredsstillelse livet. Den moderne kultur er netop det bedste bevis på, at ligemeget hvor meget sansetilfredsstillelse folk har adgang til, bliver de ikke mere lykkelige af den grund. 

Folk der ikke har noget, tror de bliver lykkelige af at være velstående, men et blik på de succesfulde og velstående fortæller os, at de heller ikke er lykkelige. Det er selvfølgelig bedre at være rig og ulykkelig end fattig og ulykkelig, men pointen er, at gennem Krishnabevidsthed kan man lære kunsten at være lykkelig, hvad enten man er fattig eller rig, smuk eller grim, syg eller rask osv. 

I den moderne Coca-cola kultur sidestilles lykke med sansetilfredsstillelse. Sansenydelse er afhængig af ens materielle omstændigheder – om man er rig, smuk, klog, rig eller det modsatte. Men åndelig lykke, der kommer direkte fra sjælen, er ikke afhængig af ydre omstændigheder. Dette burde være et trøstende faktum for alle, der lever i lidelse. Men de fleste vil hellere lide end at overgive sig til Krishna og erfare virkelig lykke. 

Den moderne kulturs bedrag er netop, at den udlover en lykke først og fremmest gennem romance, penge, og sex. Men den slags midlertidige, kropslige glæder ender altid i lidelse, for kroppen ender altid i sygdom, alderdom og død.

Der findes ingen sand lykke i den materielle verden, og dette ville i sandhed være en trist erkendelse, hvis der ikke var noget alternativ, men der ER et alternativ. Derfor er det ikke negativt at konstatere, at man ikke kan blive lykkelig i den materielle verden. Det er en positiv konstatering af et beviseligt faktum. Og løsningen er åndelig bevidsthed, der begynder med erkendelsen af, at man ikke er denne krop. 

Den materielle verden er netop designet til at være et fængsel fuld af lidelse, så hvis man tror, at lykken er at finde her, er det tegn på at der er noget galt med en. Ens sjæl er syg. Det eneste der kan helbrede sjælen, er at forbinde den med Krishna. 

Når man forbinder sig selv med Krishna, bliver man automatisk lykkelig. Denne lykke er ikke den samme lykke som den lykke, man finder gennem sansenydelse eller lykkepiller. 

Al lykke i den materielle verden afløses som sagt af lidelse. Lykken i Krishna bevidsthed er evig og afløses kun af mere lykke. Derfor er Krishnabevidsthed kun for de sjæle, der gerne vil være virkeligt lykkelige igen. Andre sjæle, der hellere vil blive i den materielle verden og forsøge at finde lykken her, vil afvise denne meddelelse. 

Krishna siger: 

Efter at have opnået Mig vender de store sjæle, der er yogier i hengivenhed, aldrig tilbage til denne midlertidige verden fuld af elendighed, for de har nået den højeste fuldkommenhed. (Bg. 8.15) 

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)

I det klassiske yoga-system beskrevet i Vedaerne er vejen lang og hård. Dette system kaldes ashtanga-yoga, det 8-foldige yogasystem. (Sanskrit: ashta = 8 & anga = dele), og det er forklaret som en videnskabelige metode til gradvist at opnå højere niveau’er af indre erkendelse, kulminerende i samadhi – hvor selvet træder ud af kroppen og genvinder sin frie tilstand.

De 8 dele kaldes, yama, niyama, asana, pratyahara, dharana, pratyahara, dhyana og samadhi, og jeg har tænkt mig at gå løseligt igennem dem. De to første principper er tilligemed anvendelige i alle sammenhæng, for ligegyldigt om man ønsker succes i materielt liv eller åndelig liv er nøgleordet forsagelse. Det kræver forsagelse at nå et hvilket som helst mål man sætter sig. Vedaerne siger, at der skal forsagelse til at opnå succes, og vores praktiske liv bekræfter dette. Hvis børn vil købe sig en stor ting, en ghetto-blaster f.eks., er de nødt til nogle gange at gennemgå den askese det er, at spare lommepengene op i stedet for at bruge dem på slik. Den samme mekanisme gør sig også gældende i voksenliv.

Det første trin kaldes yama. Handlinger der er ugavnlige, handlinger som bør undgås. Det er forsagelse. Man forsager sex. Man forsager rusmidler. Man forsager biografen og TV. Man undgår visse fødeemner osv.

Det næste trin – niyama – betyder gavnlig handling, dvs ting man gør, der er gavnlige og nødvendige forudsætninger for at opnå success i den disciplin man udøver. Det indbefatter forskellige meditationer og ritualer, man udøver dagligt for at impregnere sindet med de mest gavnlige og styrkende indtryk. Indbefattet i det er, at man lever i total sexuel afholdenhed. Det er en af de allervigtigste forudsætninger for at opnå success i dette system.

Almindeligt verdsligt liv er rettet mod at søge glæde uden for sig selv, i sin krop, i sit sind, i forskellige objekter og andre personer. Yoga-systemet giver adgang til at opleve glæden indeni selvet. Astanga-yogasystemet kommer frem til dette ved at vende sanserne indad mod den glæde der findes i selvet. Dette gør man, i første omgang negativt, ved bogstaveligt at blokere sanserne fra deres engagement i omverden.

Så Yama – det der ikke bør gøres, og niyama – det der bør gøres. Dernæst kommer asana. Det svarer til det vi kender som hatha-yoga – den disciplin, der forbereder kroppen til at sidde i foskellige snørklede stillinger i lange tidsrum af gangen. Bivirkningerne ved denne disciplin er en sund og slank krop, og et styrket sind, men det virkelige formål er her gradvist at træne kroppen op til at sidde i den samme stilling i timer, dage, måneder og år. Før man kan sidde i lotusstillingen dagevis uafbrudt uden at røre sig og trække vejret med extremt nedsat hastighed, kan man f.eks. ikke gøre sig håb om en successfuld kundalini-rejsning.

Efter kroppen er blevet trænet op gennem asana, hatha-yoga, begynder disciplen at træne åndedræt – pranayama. Her går det i al enkelhed ud på at træne sig i at nedsætte åndedrættet. Det siges at vores liv i en materiel krop er udmålt i antal åndedræt. Gennem pranayama disciplinen kan livslængden forlænges med år, decader eller decennier alt efter hvor nidkært man udøver den. Men forlængelsen af livslængden er igen blot et biprodukt ved metoden. Det virkelige formål er, at kunne sidde i trance og meditere først på åndedrættet og senere på det indre selv.

Ved at gradvist at forlænge længden af sin åndedrætscyklus kan man sænke kroppens aktivitet, og når kroppens aktivitet sænkes, kan man kontrollere sindet og vende det fra at være udadvendt til at være inadrettet.

Dette stade udvikler sig til pratyahara – hvor sanserne begynder at rette sig inad. Det der sker her, er at man glider væk fra den ydre verden med alle dens objekter og bekendstskaber, og ind i den indre.

Man kunne måske sammenligne det med den ydre macro verden og den indre micro verden. Sindets verden, astralplanet, er mere fint. Bevidstheden går fra at være absorberet i det fysiske til at være absorberet i det psykiske. Hævet over begge disse ydre og indre planer, dvs. transcendentalt til disse, findes den rene bevidstheds plan, det åndelige plan. Og det er der yogien forsøger at nå hen.

Når man gennem videre askese og hård træning gradvist begynder at kunne opretholde denne indre micro tilstand, kaldes det dharana. Her er sanserne vendt fuldstændigt inad; helt absorberet indeni, idet opfattelsen af de ydre omgivelser er helt forsvundne.
Nu begynder yogien at meditere. Det kaldes dhyana. Da opdager yogien sit eget strålende selv, og han forstår nu at sjælen er ham selv, en evig bevidsthedsgnist. Ved siden af sig selv ser han Oversjælen – Sri Krishna der bor i hjertet på alle levende væsener.
Når yogien opdager Gud i hjertet kan han enten overgive sig til Ham, eller han kan opnå et hvilket som helst andet mål han fæstner sit sind på. Det er den sidste test. Han kan blive en gud. Eller han kan blive Guds tjener, eller begge dele. Dette stadie kaldes samadhi. Det er her yogien, i astanga-yogasystemet, med voldsom kraft støder bevidsthedsgnisten ud gennem toppen af kraniet, og når det mål dens bevidsthed er focuseret på. Ved denne kraftige energiudladning bryder kroppen som regel i brand.
Det skal indskydes at denne form for selverkendelse er svær at udføre i en lejlighed i city. Der i mod kan man chante Hare Krishna i Brønshøj og få mere gavn ud af det, end en yogi kan få ved at udføre astanga-yoga i Himalaya bjergene i 100.000 år. Dette var f.eks. muligt i Satya-yuga, da livslængden generelt var 100.000 år.

Fra pranayama stadiet begynder yogien at manipulere med åndedrættet. Han lærer at neutraliserer det indadgående åndedræt i det ydre, således at han til slut næsten ikke trækker vejret, men opretholder livet på indre luftstrømme, af hvilke der findes 10. De kaldes også for chakras. Idéen med en kundalini rejsning er at man presser den subtile luft indeni kroppen helt nede fra bunden af bækkenet op gennem de forskellige chakras. Når man når hjerte-ckakra’et, hvor selvet sidder, presser prana’en sjælen med videre opad gennem kroppen.

Her skal yogien gennem asana og pranayama kunne kontrollere sine muskler så godt, at han kan lukke alle kroppens ni huller. Til sidst når alle kroppen huller er lukkede presses sjælen op gennem hovedet og ud ad brahma-randram, der hvor kraniepladerne mødes på toppen af hovedet. Det er en klassik kudalini-rejsning. En kundalini-rejsning vil simpelthen sige at forlade sin krop på mekanisk vis.

I kontrast til dette strenge yoga-program – som forøvrigt ikke er anbefalet for folk i Kali-yuga; dels fordi folk er for forstyrrede, dels fordi der heller ikke findes nogle kvalificerede lærere, og dels fordi det ikke er praktiskt for det moderne menneske – finder vi det simple bhakti-yoga system. Krishna siger, at man gennem bhakti-metoden opnår mere end man kan opnå gennem astanga-yoga metoden. Desuden er bhakti-metoden meget mere naturlig og uanstrengt (eftersom den forlader sig på Krishnas nåde) I bhakti-processen kalder man på Krishna og be’r Ham om at hive sig op. I astanga-processen klatrer man opad ved egen kraft.

En astanga-yogi arbejder på at krydse den materielle verdens ocean gennem sine egne bestræbelser, og han kan ofte få lov at arbejde i mange liv på at opnå perfektion… eller forlænge sit nuværende gennem pranayama.. Krishna siger, at blot ved at overgive sig til Ham, kan man meget let krydse over uvidenhedens hav. Det er beskrevet at, for den der overgiver sig til Krishna, bliver tilværelsens ocean af årsag og virkning formindsket til størelsen af et aftryk fra en kalvs klov. Med andre ord, en forhindring der er meget let at forcere.

Krishna hjælper Sin hengive med at nå frem til det endelige mål. Og det er mere sikkert end en kundalini-rejsning.

Krishna siger:

Og af alle yogier er er den, der med stor tro underkaster sig Mig og tænker på Mig i sit indre og som yder transcendental, kærlig tjeneste til Mig, mest intimt forenet med Mig i yoga og den højeste af alle. Det er min mening.