Veda skrifterne – de ældste og mest omfattende skrifter der eksistere

Veda skrifterne – de ældste og mest omfattende skrifter der eksistere

Veda betyder viden. Vedaerne udgøres af mange tusinde bøger. Der er videnskabelige afdelinger af Vedaerne, der omhandler matematik, astronomi, geometri, helse, medicin, militærvidenskab osv. Det er fx. fra Vedaerne, at vi har tallet 0 og titalssystemet, uden hvilke, der ikke var noget, der hed moderne matematik. Der er lovbøger, der handler om verdslig etik og moral og hvordan man skal handle i verden for at minimere sin lidelse og maximere sin nydelse.

Dernæst er der de filosofiske, religiøse og eksistentielle afdelinger af Vedaerne. Her behandles de eksistentielle, filosofiske, metafysiske, teologiske og religiøse spørgsmål i tilværelsen. Essensen af denne viden findes i Bhagavad Gita. Bhagavad Gita beskriver forskellige mennesketyper i forskellige grader af uvidenhed og viden og metoden gennem hvilken, man kan bedømme og evaluere sig selv. Bhagavad Gita beskriver hvordan, man overkommer alle former for mental og eksistentiel angst og lidelse ved at se sig selv som et evigt væsen, en sjæl, frem for at se sig selv som en forgængelig krop. Bhagavad Gita beskriver hvordan man bliver lykkelig ved at overgive sig til Krishna.

Alt dette er noget man kan undersøge og verificere rigtigheden af.

Det, jeg ikke kan verificere rigtigheden af, er Vedaernes udtalelser om universer, planeter og stjerner. Men fordi jeg kan se, at de andre ting, der beskrives er sande – fx. gennem at opleve en højere lykke ved at meditere på Krishnas navn, så har jeg tillid til at beskrivelserne af de ting, som jeg ikke kan få bekræftet gennem empirisk observation, ikke desto mindre forholder sig sådan.

Personligt kan jeg se, at Vedaerne beskriver en verden, der er helt i overensstemmelse med, hvad jeg selv kan observere. Det gør naturvidenskaben ikke. Det naturvidenskaben påstår, at alting er materielle vekselvikninger og atomer og molekyler, kan jeg ikke bekræfte gennem direkte sanselig opfattelse.

Naturvidenskaben har givet mig teknologi, men ikke alverdens teknologi kan gøre mig til et mere lykkeligt, tilfreds og helt menneske. Tværtimod, naturvidenskaben siger intet om det, der virkeligt er vigtigt i tilværelsen, nemlig min opfattelse af den. Det er det, Vedaerne handler om.

Det kaldes videnskaben om selv-realisation. I den empiriske videnskab bruger man sin bevidsthed til at undersøge og studere materien, dvs. det der ligger uden for en selv. I den åndelige videnskab, som Vedaerne beskriver, anvender man sin bevidsthed til at undersøge og studere sin bevidsthed og sit sind. Det er forskellen på åndelig og manteriel videnskab.

Vi er vokset op i en Coca-cola kultur, hvor vi bliver bildt ind at videnskab udelukkende drejer sig om empiriske undersøgelser af materielle objekter. Men den selv-realisations metode, der beskrives i Bhagavad Gita er også en videnskab, dvs. det er en kundskab, der kan efterprøves og verificeres. Men man bliver nødt til at anvende sig selv (sin egen bevidsthed) som studie objekt.

I dag er det let at se, at naturvidenskaben blot er blevet et redskab for ateister til at fornægte Gud og en højere mening med tilværelsen. Det er ikke naturvidenskabens fejl, det er ateismens fejl. Den grundligggende fejl ved ateismen er, at den blokerer mennesket evnen til at realisere sit højere potentiale og reducerer det til et dyr, der blot lever for at spise, sove, parre sig og forsvare sig. Derfor er ateismen ond. Ateismen er symbolet på menneskelig uvidenhed og uvidenhed er menneskets værste fjende.

Krishna siger:

De, der således er forvirrede, tiltrækkes af dæmoniske og ateistiske anskuelser. I denne vildledte tilstand, bliver alle deres håb om befrielse, deres frugtstræbende handlinger, og deres udvikling af viden altsammen forpurrede. (Bg. 9.12)

2017-12-29T10:52:09+00:00